Designa Køkken i Grenaa flytter til Randers
Flytningen sker som et led i Designa-kædens udvikling af butiksnettet og ønske om at styrke forhandlernettet generelt
Grenaa I løbet af det sidste år har Designakæden været i fuld gang med at eksekvere på en strategi, der har medført markante forandringer i forhandlernettet. Det betyder nu, at Designa-køkkenbutikken på Trekanten i Grenaa lukkes ned og i stedet slår sig sammen med Designa på Holstebrovej i Randers.
Konkret har køkkenkæden lukket en række butikker og samlet kræfterne hos færre, men stærkere partnere. Nedlukningen i Grenaa sker således som et led i Designakædens butiksstrategi, der omfatter en løbende evaluering og optimering af placeringer og handelsområder.
"Det er altid med blandede følelser, når vi lukker ned i et område og flytter en butik. Men arbejdet med vores placeringer er en løbende proces, hvor vi konstant ser på, hvordan de enkelte butikker udvikler sig i de respektive områder," fortæller Designakædens adm. direktør Erik Høj i en pressemeddelelse.
"Og i tråd med vores strategi og klare målsætning om at skabe landets mest attraktive netværk af selvstændige køkkenforhandlere, handler det i høj grad også om at styrke forhandlernettet generelt," siger han.
Designa Randers drives med kyndig hånd af indehaver Michael Østergård, som i forbindelse med Designakædens årlige forhandlermøde sidste efterår blev kåret til ”Årets danske Designabutik”. Hæderen tilfaldt butikken, som et direkte resultat af en konsistent og positiv udvikling i butikken og indsats i Østjylland.
Konsolideringen af aktiviteterne i Randers giver ifølge Designadirektøren derfor god mening og skaber en række nye muligheder.
"Med flytningen styrker vi vores tilstedeværelse markant i Randers og hele oplandet - ikke mindst ud på Djursland. Vores kunder i og omkring Grenå vil derfor mærke den samme høje grad af service, de er vant til - blot i nye rammer på Holstebrovej i Randers, siger direktøren.
I forbindelse med flytningen fra Grenaa skal hele butikken tømmes for køkken, bad og garderober - så der bliver gode muligheder for at gøre en god handel.