Flere unge finder ind i landbruget
Djurs Sydøstdjurs LandboUngdom gik ud af 2019 med 19% flere medlemmer, så nu er der 101 medlemmer i foreningen. Jesper Bilde Laursen var en glad formand, da han fremlagde årets beretning på generalforsamling, hvor 40 medlemmer var mødt op.
Foreningen kom ud med et mindre underskud, som primært skyldtes en investering i en komiker til årets sommer- og hjælperfest. Sydøstdjurs LandboUngdom har i løbet af 2019 holdt forskellige arrangementer for medlemmerne. Der var f.eks. en bustur Gøma og Horsch, hvor der var fokus på landbrugsmaskiner. I et skolekøkken har medlemmerne testet deres kokkekunst og hygget sig med at lave mad og spise sammen. Ved et bedriftsbesøg sammen med Viking Danmark satte de fokus på reproduktion hos kvæg.
Traditionen tro var der også traktortræk, julefrokost og gocart arrangement, så der er noget for alle unge, der har lyst til samvær, hygge samt faglig og personlig udvikling. I LandboUngdom har man det til fælles, at alle bor på landet.
Lørdag 20. juni afholdes det årlige traktortræk.
CV