Angelina fra Matas drømmer om at blive kosmetolog
Hokus Pokus. Ole i Fokus for butikseleven Angelina Mellergaard i Matas
Hammel Angelina Mellergaard har været i Matas i Hammel siden juli 2018 og er ved at være ved vejs ende i sit uddannelsesforløb i Matas. Derfor er hun gået i gang med sin fagprøve, der tager udgangspunkt i Ole Henriksen. Angelina valgte denne uddannelsesretning grundet hendes kærlighed for velvære.
"Jeg har altid interesseret mig for hudpleje, makeup, dufte og vitaminer. Alt sammen noget som Matas har, og derfor har jeg siden en meget ung alder godt kunne tænke mig at arbejde i en Matas."
Derudover mener Angelina også, at man som materialist kan fungere som en hjælp for mange mennesker i deres dagligdag. 22-årige Angelina Mellergaard arbejder til daglig i Matas i Hammel. Hun bor i Bjerringbro sammen med sin kæreste. "Min drøm er at blive uddannet i Matas, hvorefter jeg gerne vil fortsætte min uddannelsesrejse i retningen mod at blive kosmetolog," siger hun.
I løbet af ugen står Angelina Mellergaard samt kolleger for en række aktiviteter i Matas i Hammel. Her vil blandt andet være en inspirationsaften onsdag 4. marts, hvor der kommer en ekspert og fortæller om Ole Henriksens produkter. Eksperten hedder Jette og har arbejdet med Ole Henriksen i mange år og kender til alle tips og tricks.