Ørkenvandring i gummistøvler

Præsteklumme Det har været den vådeste februar måned. Gåture i gummistøvler på våde skovveje, oversvømmede marker og stier med høj vandstand. Det kan føles trøstesløst at traske afsted, når alt er så vådt. Det kan det også, når alt er tørt. Når den friske grønne farve er erstattet af en støvet, tør og vissengrøn kulør. Ørkenagtigt. En ørkenvandring er ikke blot en fysisk tur i en geografisk ørken. Det er også beskrivelsen af en tilstand, man kan befinde sig i. Som når ting gentager sig, og man ikke rigtigt flytter sig. Når det er svært at holde modet oppe og gnisten tændt. Ørkenvandringer kan foregår i gummistøvler ligeså vel som i sandaler. De kan foregå ude eller bag nedrullede gardiner. Ørkenvandringer kan være tidspunkter, hvor det er svært at finde glæden eller hvor lyse og mørke tanker kæmper om pladsen i ens sind.

I kirkeåret er vi i fastetiden som strækker sig frem til påske. En af fastetidens fortællinger handler om en ørkenvandring. Jesus har været i ørkenen i 40 dage. På grænsen til at bukke under kommer der én til ham og tilbyder ham alt, hvad han kunne have brug for, for at sørge godt for sig selv. Tilbyder ham mad, magt og sikkerhed – hvis blot Jesus vil ære, dén, der tilbyder ham det alt sammen. Hvor fristende og tillokkende. At lægge ørkenen bag sig, at tage imod et godt tilbud. Men han tager ikke imod. I stedet beder han fristeren om at forsvinde.

Fastetiden fortæller om en kamp mellem lys og mørke, mellem godt og ondt. I kirken sættes der navne på – Gud og Djævelen. Det kan måske virke fremmed eller fjernt. Men det er ord og fortællinger om noget, der kan opleves ganske tæt på i et ganske almindeligt liv. De indre kampe, de svære valg, oplevelsen af ørkenvandring. Det er også virkelighed. Sammen med alt det andet, som vi måske hellere taler om – det lyse og det lette.

Det er en kendt sag, at kun det man vil se i øjnene og sætte ord på, kan man gøre noget ved. Men det er ikke alt, man kan ændre på selv. Der er også vilkår, som må bæres – men som måske kan deles og ad den vej blive lidt lettere. Og ofte kan en vandretur – hvad end det er i gummistøvler på en regnvejrsdag eller forhåbentligt snart i sko på en forårsdag – være godt for både krop og tanker. Ligesom det kan være det at gå ind i en kirke.