Slankekur med sund fornuft kommer til Skanderborg
Nu kommer slankekonceptet ’Sence - slank med fornuft’ til Skanderborg
Strammer bukserne efter sommerferien og peger badevægtens nål opad? Så læs med her. Nu kommer der nemlig et nyt slankekoncept til Skanderborg, der i stedet for kalorietælling og vejning af maden bygger på sund fornuft og lette principper.
“Jeg har selv tabt mig 15 kilo ved at lægge min kost om for 13 år siden, og jeg trækker derfor på mine egne erfaringer. Jeg har gennem årene hjulpet tusindvis af mennesker til et vægttab, og de har i alt tabt sig over 55 tons,” fortæller Bodil Cramer.
Hun har tidligere undervist i Vægtkonsulenternes koncept gennem flere år, men siden Vægtkonsulenterne tidligere i år ændrede strategi og flyttede deres koncept online, har hun startet et samarbejde op med en anden af de tidligere vægtkonsulenter, Suzy Wengel.
Suzy Wengel har udviklet et nyt koncept, 'Sense - Slank med fornuft', der bygger videre på kendte vægttabs-principper, men samtidig tilføjer dem god gammeldags sund fornuft.
“Det at skulle veje al mad eller tælle kalorier virker afskrækkende og demotiverende på rigtig mange. En af de klare fordele ved det nye koncept er, at du slipper for at tælle kalorier og veje maden. I stedet bruges håndfladen til udmåling af portionsstørrelsen, samt en inddeling af din tallerken i dele med grønt, protein, fedtstof og kulhydrater,” fortæller Bodil Cramer om konceptet.
Det nye koncept handler dg også om at møde andre, der også er i gang med lægge kosten om og tabe sig.
“Sammenholdet med andre, der også ønsker at tabe sig, er vigtig for mange mennesker, uanset om de vil tabe sig fem eller 50 kilo,” mener Bodil Cramer.