Fortsæt til indhold

Den sunde "udehjerne" hjælper helbredet

Foredrag med læge Kjeld Fredens på Auning Bibliotek

Samfund
Arkiv

Auning Hvis man vil have det godt inde, skal man ud. Halvdelen af landets befolkning bor i byer, og her tilbringer de det meste af tiden indendørs. De er kort sagt i underskud af natur og det påvirker hjernen i en uheldig retning. Det holder lektor, læge og adj. professor Kjeld Fredens foredrag om på Auning Bibliotek onsdag 11. marts klokken 19, skriver Auning Bibliotek i en pressemeddelelse.

Han vil her fortælle, hvordan naturen gavner vores mentale udvikling. En ”udehjerne” er langt sundere, og derfor er naturen et gratis sundhedstilbud uden bivirkninger. Hvordan det virker, har forskningen flere bud på og Kjeld Fredens vil denne aften fortælle om nogen af dem.

Kjeld Fredens har i mange år forsket i hjernen og skrevet utallige artikler og mange bøger om emnet, senest ”Læring med kroppen forrest” fra 2018. Han er en erfaren foredragsholder, hvor indholdet serveres humoristisk, uden at det går ud over budskabets seriøsitet.

Foredraget er også optakt til et landsdækkende temasamarbejde om ”Vores natur”. Sammen med DR, Friluftsrådet, Naturstyrelsen og over 60 biblioteker sætter vi fokus på, at flere mennesker får glæde og gavn af den danske natur.

SC