Fortsæt til indhold

Syddjurs henter ny udviklingskonsulent hos DGI

28 årige Kathrine Weise Dalgaard skal bidrage til at udvikle forenings- og idrætslivet i Syddjurs i henhold til den partnerskabsaftale som Syddjurs Kommune og DGI har indgået

Samfund
Lars Norman Thomsen

SYDDJURS Syddjurs Kommune har ansat Kathrine Weise Dalgaard, 28, som udviklingskonsulent til DGI-partnerskabsaftalen.

Det er velkendt, at Syddjurs Kommune og DGI Østjylland i en årrække har arbejdet tæt sammen og har samme syn på idrætsområdet.

Duoen har underskrevet en femårig partnerskabsaftale, der skal tilføre idrætslivet i kommunen ny ammunition og føre til et styrket samarbejde mellem lokale foreninger, DGI Østjylland og kommunens forskellige afdelinger om en række konkrete initiativer, som det så smukt udtrykkes.

DGI Østjylland har i den sammenhæng peget på muligheden for at ansætte en udviklingsmedarbejder og har tilbudt at finansiere halvdelen af stillingen, hvis Syddjurs Kommune finansierer den anden halvdel.

Kommer fra DGI

Kathrine Weise Dalgaard, der bor i Aarhus, kommer fra en ansættelse i DGI Østjylland, hvor hun blandt andet har arbejdet med foreningsudvikling og projekterne Jump4Fun, et landsdækkende træningstilbud for børn og unge med forskellige udfordringer, og Street Attack, gadeidrætsprojekt orienteret mod børn og unge, i Syddjurs Kommune og i resten af Østjylland.

Kathrine Weise Dalgaards faglige baggrund er en kandidat i Folkesundhedsvidenskab og en bachelor i Idræt samt en videreuddannelse som ’sundhedsmotivator’. Efter en ungdomskarriere som elitehåndboldspiller har Kathrine Weise Dalgaard en indgående viden om livet i idrætsforeningerne og en passion for idræt.

"Kathrine er talentfuld og faglig stærk på idrætsområdet, så hun med respekt og nye ideer kan understøtte vores ambitioner om at skabe mere bevægelse – i tæt samarbejde med foreninger, kommunale afdelinger og andre aktører i hele Syddjurs Kommune," siger Ole Wolf, chef for Kultur og Borger.

Kathrine Weise Dalgaard starter som udviklingskonsulent 1. april 2020.

Ud i foreningslivet

Den nye medarbejder skal først og fremmest ud at arbejde i foreningslivet og gøre sig gældende her.

Det har både formand for Udvalget for Plan, Udvikling og Kultur, Riber Hog Anthonsen (V), og næstformand Ole Hansen (S) tidligere fastslået i Lokalavisen.

Dele af idrætslivets skepsis deler de to ikke.

"Beslutningen er i høj grad en strategisk satsning, hvor byrådet insisterer på at udvikle idrætten i samarbejde med de mange frivillige inden for idrætten," har Ole Hansen tidligere fastslået overfor Lokalavisen.

Med henvisning til, at udviklingskonsulenten er ansat i henhold til den tidligere nævnte femårige partnerskabsaftale med DGI Østjylland.

Aftalen løber i 5 år og har følgende målsætninger:

  • Øge andelen af foreningsaktive i Syddjurs Kommune fra 46 procent til 50 procent
  • Øge antallet af foreningsaktive børn 0-18 år med 600
  • At nedbringe andelen af fysisk inaktive over 16 år fra 21 procent til 18 procent
  • At nedbringe andelen af borgere over 16 år, som ikke dyrker motion fra 50 procent til 45 procent