Tre generationer med olie under neglene
Automekanikken går i arv hos familien Plougmann
Fannerup 31. januar 1965 blev Leif Plougmann udlært som mekaniker hos Hald Auto- og traktorværksted, og det blev starten på et fag som skulle vise sig at gå i arv.
Efter at have drevet auto- og traktorværksted i Ravnstrup ved Viborg, flyttede Leif i 1979 til Fannerup på Djursland med sine to børn, Marianne og Lars.
1. august 1984 startede Leif firmaet, Plougmann Biler i Fannerup, som han drev med sin kone Else, indtil han 1. maj 2001 solgte firmaet til sønnen Lars Plougmann.
Allerede som lille, var Lars drevet af mekanik og biler, og værkstedet var det foretrukne opholdssted.
Da Lars i 1984 gik ud af skolen, kom han i mesterlære hos Svend Severinsen i Grenaa, og han blev der som svend i en årrække, indtil han i 1991 vendte hjem, for at hjælpe til hos Plougmann Biler .
Lars fik også to børn, Mikkel og Julie, og det skulle hurtigt vise sig, at Mikkel fik samme interesse som sin Far og Farfar. Kursen var lagt. Målet var en mekanikeruddannelse, og efter 9. klasse tog Mikkel mekanikerlinien på Viden Djurs, og kom derefter i lære hos Grenaa Bilcenter.
Mikkel blev d. 31. januar i år færdigudlært hos Grenaa Bilcenter, og han fortsætter nu som auto mekaniker hos Sejer Jensen Automobiler i Egå.
SC