100.000 kroner til Strandbakkehuset
Målet er 3 millioner kroner til etablering af udearealerne ved det nye børne-unge hospice. Nu er man nået halvvejs
RØNDE Sparekassen Djursland er i samarbejde med SPARINVEST blevet enige om at sponsorere et beløb på 100.000 kroner til det nye børne-unge hospice Strandbakkehuset.
Pengene er målrettet udearealerne ved Strandbakkehuset, som der siden før jul er blevet indsamlet penge til med Rotary-klubberne på Djursland og handelslivet i Rønde som primus motorer.
Målet er den nette sum på sammenlagt 3 mio. kroner.
"Med checken fra Sparekassen Djursland og SPARINVEST plus, hvad vi estimerer, at der kommer ind af penge i den kommende tid, har vi passeret halvanden million kroner," kunne Erling Mikkelsen, Rotary Rønde, fortælle, da repræsentanter fra Sparekassen Djursland og SPARINVEST var forbi Hospice Djursland med den store check.
"Det er et fantastisk projekt, som vi her giver penge til. Vi kan kun opfordre andre virksomheder til at medvirke som sponsor af det her helt fantastiske og enestående projekt," lød det fra Sparekassen Djurslands direktør Peter Lading Sørensen ved overrækkelsen af checken.
I modsætning til bankerne har Sparekassen Djursland ingen aktionærer, som skal have udbytte, så derfor giver Sparekassen Djursland i stedet støtte til lokale foreninger. Sparekassen har en målsætning om at bruge mindst 2,25 mio. kr. årligt til sponsorater, reklamer, annoncer m.v.