Fortsæt til indhold

Fremragende år i Norddjurs LandboUngdom

Stigende medlemstal og masser af aktiviteter

Samfund
Arkiv

Norddjurs I Norddjurs LandboUngdom sprudler energien tilsyneladende, og det var således ikke noget problem at finde medlemmer til bestyrelsen, da foreningen for nylig havde generalforsamling. Det skriver Norddjurs LandboUngdom i en pressemeddelelse.

Heri skriver foreningen, at den unge bestyrelse fik ros for deres arbejde og har gejst til at arrangere nye spændende aktiviteter for deres medlemmer, som primært er fra Norddjurs Kommune, men også tæller medlemmer, der kommer fra andre områder.

Over al forventning

Det sidste år har hele bestyrelsen arbejdet ihærdigt på at få flere medlemmer og fastholde dem, de har og det er lykkes over al forventning,

Norddjurs LandboUngdom er steget med 31 procent fra 45 til 59 medlemmer, fortæller formand Jacob V. Laursen i pressemeddelelsen.

"Vi har haft fokus på medlemmer, og det har hjulpet os til at nå vores mål. Samtidig har vi fokus på at arrangere forskellige aktiviteter, da vores medlemmer har forskellige baggrunde. Når vi besøger virksomheder, hører vi om deres måde at rekruttere og motivere deres ansatte, samt, hvordan de for eksempel udvikler virksomheden. Det kan alle bruge uanset, hvilket erhverv man arbejder i. Vi besøger også landbrug både traditionelle og nicheproducenter, og her kan vi alle få viden om den produktion, der er på bedriften. Det er også naturligt at få en snak om, hvordan man producerer og en diskussion om forbrugernes valg," siger Jacob V. Laursen.

Foreningen er i fuld gang med at planlægge årets aktiviteter, hvor der i år har er fokus på at få flere af vores medlemmer med til arrangementerne.

Næste arrangement er 12. april, hvor Norddjurs LandboUngdom tager på bustur til Borris for at se traktortræk, inden foreningen selv afholder traktortræk 25. april på Gl. Estrup i Auning.

SC