IF Midtdjurs: Prøv en søndagstur på klatrevæggen
IFM Klatreklub fylder et år og inviterer søndag til Åbent Hus med klatring i Ryomgård
RYOMGÅRD Det tog tre år fra ideen blev født til der stod en færdig klatrevæg i IFM’s Multihal i Ryomgård. Og i marts er det et år siden, at de spritnye klatrefaciliteter blev indviet. IFM Klatreklub var en realitet, og på bare et år er medlemsskaren vokset til 55 klatrere i alle aldre.
Et års fødselsdagen skal fejres, og derfor er der Åbent Hus i Multihallen i Ryomgård søndag 8. marts fra kl. 10.00 til 13.00. Der vil være gratis adgang for alle til at klatre på højvæggen på 9,5 meter, den 4 meter høje bouldervæg eller prøve klubbens moon board.
”Klubbens instruktører står til rådighed med gode råd og assistance, hvis man vil udfordre sig selv på væggene,” siger Dan E. Föh, som tog initiativ til klatreklubben og i dag er økonomiansvarlig i klatreklubben.
”Overvejer man at prøve klatring, så er der på søndag en god mulighed for at prøve det af sammen med familie og venner.”
IFM Klatreklub kunne indvie sine faciliteter i den nye Multihal i Ryomgård 15. marts sidste år og siden er det kun gået opad både for klatreklubben og dens medlemmer.
Ved udgangen af 2019 havde klubben fået 54 medlemmer og deriblandt mange børn og unge.
”Man klatrer ikke en hel aften uden pauser. Derfor er det vigtigt, at der er et område, hvor medlemmerne kan slappe af med andre ting. Om søndagen er Multihallens gulv i spil, hvor især børnene finder på mange aktiviteter,” fortæller Dan E. Föh.
IFM Klatreklub har været aktiv med at gøre opmærksom på mulighederne og har blandt andet haft et samarbejde med Syddjurs Ungdomsskole. Åbent Hus-arrangementer har lokket nysgerrige til, og sidste år blev klatrevæggene lejet ud til medlemmers fødselsdage og til flere lokale uddannelsesinstitutioner. Klatreklubben har holdt møder med Dansk Klatreforbund om udviklingen af klubben og om bygning af ruter på klubbens vægge.
Det var vigtigt at få uddannet instruktører, og på et instruktørkursus bestod tre medlemmer eksamen og kan nu fungere som trænere og instruktører i klubben og afvikle sikringskurser for medlemmerne.
Et generationsskifte
Etableringen af klatrefaciliteterne blev muliggjort gennem større fra LAG Djursland og en række fonde. Nordea Fonden, Janus la Cour Fonden og Sparekassefonden Midtdjurs har bidraget sammen med Syddjurs Kommune og IFM’s hovedafdeling.
På generalforsamlingen forleden skete der også et generationsskifte, idet initiativtageren Dan E. Föh lod sig afløse som formand af Søren Rasmussen, Ryomgård, som er 32 år, en erfaren klatrer og ansvarlig for rutebygningen i klubben. Helle Madsen, Ryomgård blev genvalgt til bestyrelsen. Dan E. Föh blev valgt som ansvarlig for økonomien for et år. Herudover blev Søren Andersen, Ryomgård, og Anders Hvidgård Poder, Marie Magdalene, valgt ind i bestyrelsen, der desuden består af Jacob Gorm Hansen og Christian Torp, der begge ikke var på valg.
IFM Klatreklub henvender sig til klatreinteresserede i alle aldre på hele Djursland.