Vildt corona-udsalg: Så billigt kan du flyve tur-retur til Milano
Flyselskaber som Norwegian og SAS har midlertidigt stoppet flyvninger til Norditalien, men andre selskaber flyver stadig - til super lavpris
Udenrigsministeriet i Danmark fraråder netop nu alle ikke-nødvendige rejser til flere regioner i Norditalien herunder Lombardiet, som huser storbyen Milano.
Men hvis man alligevel skulle føle sig fristet af en uge med sighseeing i domkirken Duomo di Milano, opera i La Scala eller shopping i Quadrilatero d'Oro, så kan det gøres endog meget billigt hos de flyselskaber, som stadig flyver til området.
Flyrejser til coronavirussens europæiske epicenter er i meget lav kurs, og tur-retur kan således gøres for kun 434 kroner, hvis man napper morgenflyveren fra Københavns Lufthavn Kastrup mandag klokken 08.55 og tager retur fredag i næste uge.
OBS! Hvis du lader dig friste, bør du være ekstra opmærksom på at følge Sundhedsstyrelsens råd for at mindske risikoen for at blive smittet samt følge de italienske myndigheders anvisninger. Der er aktuelt 3.058 personer konstateret smittet i Italien, 148 er døde.