Fortsæt til indhold

Virksomhed bygger nyt hovedkontor i Skejby til 200 ansatte

Energi Danmark tager første spadestik til Omega Company House i Skejby

Samfund
Arkiv

Energi Danmark har taget første spadestik til kontorhuset Omega Company House i Skejby, som bliver nyt domicil for energivirksomheden.

Det bliver et Company House på cirka 7.800 kvadratmeter og 1.300 kvadratmeter kælder. Energi Danmark kommer til at bruge omkring 60 procent af bygningen, der er planlagt til at stå færdig i midten af 2021.

Domicilet for omkring 200 medarbejdere får løsninger som lavt energiforbrug, godt indeklima og solceller på taget. Det står færdigt i 2021, oplyser bygherren NCC i en pressemeddelelse.

Det er det syvende Company House, NCC Property Development har udviklet til området, og Omega Company House skal efter planen DGNB certificeres til Guld-standard ligesom fire af de andre bygninger i området. DGNB-certificering for Omega Company House vil sige, at der er tænkt i klimaløsninger som lavt energiforbrug, naturmaterialer som FSC/PFEC mærket træ samt et godt indeklima i forhold til lys, afgasning, ventilation og vinduesareal til gavn for trivslen.

Kontorerne får transparente vægge, så de fornemmes lyse, og der er arbejdet med akustikken, så letbanen i nærheden ikke generer medarbejderne. Desuden har man forsøgt at øge biofaktoren omkring bygningen ved at anlægge en park i form af en grøn kile mellem bygningerne i området.

"Vi har gode erfaringer med byggerier af NCC, så vi har store forventninger til Omega Company House. Vi glæder os til at se det rejse sig og blive vores nye domicil. Så nu vil jeg bare sige, lad byggeriet begynde," siger administrerende direktør Jørgen Holm Westergaard fra Energi Danmark.

Omega Company House.

jr