Sommer, grundlovstaler og hornmusik
De konservatives gruppeformand Tom Behnke holdt hovedtalen på Kollerup Gods ved Hadsten
"Hvis ikke vi havde Grundloven, ville vi opdage det med det samme!"
Ordene kommer fra folketingsmedlem Tom Behnke (K), der står og nyder en vand i skyggen ved Kollerup Gods, inden han bevæger sig ud i solen på pladsen foran godset for at holde sin grundlovstale. Avisens udsendte får en snak med den konservative gruppeformand inden talen.
"Jeg kan slet ikke huske grundlovsdagen som barn. Det var bare en dag, man skulle hen over. Men når man vokser og udvikler sig, så ser man, hvor forskelligt vores samfund er fra andres," fortæller Tom Behnke, som selv har børn i flere aldre.
"De to største er voksne, og de er ikke i tvivl om, hvilken dag det er. For far har altid skullet ud og holde tale. Men jeg kan godt forstå de unge i dag, som spørger: Hvad betyder Grundloven for mig? Den betyder rigtig meget," siger Tom Behnke og taler sig hurtigt varm.
"Når vi ser på Nordafrika og Mellemøsten, så er ytringsfriheden ikke nogen selvfølge. Der slås man lige nu for den, og de dør for at få den,"
Et frit samfund
Han når også lige et stykke tilbage i den danske historie.
"Christian d. 8 sagde jo, at i Danmark taler vi dansk i kirken og skolen. Det førte til den første Grundlov i 1849, hvor vi stadfæster nogle principper, der giver staten begrænset magt over befolkningen. Samfundet skal være frit og kun reguleret, hvor det er nødvendigt," lyder det fra Tom Behnke lige inden, han bliver præsenteret for den lille skare, der er mødt op til det traditionelle grundlovsmøde.
Dagens øvrige talere på Kollerup Gods var det konservative byrådsmedlem i Farvskov, Charlotte Green, samt dagens vært, Niels Christian Selchau-Mark, der er opstillet som folketingskandidat.