Norddjurs Sønderhald Øst viser flaget for kræftforskningen
Efterlyser lokale indsamlere til landsdækkende indsamling 29. marts til fordel for Kræftens Bekæmpelse
Norddjurs Vest Danske kræftforskere gør hele tiden fremskridt, og det betyder, at færre i dag dør af kræft og flere lever længere. Hvert år uddeler Kræftens Bekæmpelse omkring 400 millioner kroner til forskning. Ved landsindsamlingen søndag 29. marts vil Norddjurs Sønderhald Øst give sit bidrag til at styrke vigtig kræftforskning.
Sidste år deltog 28 indsamlere i Norddjurs Sønderhald Øst i Kræftens Bekæmpelses landsindsamling. På landsplan blev der samlet over 35 mio. kroner ind. Pengene går til foreningens arbejde med forskning, patientstøtte og forebyggelse af kræft.
"Jeg håber, vi bliver mindst lige så mange indsamlere i år. Hver tredje dansker får kræft, så langt de fleste af os får jo sygdommen ind på livet på et tidspunkt – enten fordi vores nærmeste eller vi selv bliver ramt. Danmark har i mange år haltet efter de andre nordiske lande i forhold til kræftoverlevelse, men det er vi ved at indhente. Så det nytter at støtte kræftsagen," siger Henning Vinther indsamlingsleder for Kræftens Bekæmpelse i Norddjurs Sønderhald Øst, i en pressemeddelelse.
Forskning i verdensklasse
Gennembrud i laboratorierne skal hurtigere ud til patienterne, så flere kan få gavn af de positive resultater. Og så skal den sociale ulighed i kræft bremses. For selvom stadig flere overlever kræft, så har socialt sårbare patienter ikke haft samme gavn af udviklingen. Og uligheden ser ud til at blive større og større. Det er noget af det, som Kræftens Bekæmpelse er optaget af i disse år.
De penge, der kommer ind ved landsindsamlingen 29 marts, går til Kræftens Bekæmpelses arbejde med at yde gratis rådgivning og støtte til patienter og pårørende, til forskning og forebyggelse. Overskuddet fordeles med 62 pct. til forskning, 17 pct. til patientstøtte, 18 pct. til forebyggelse og 3 pct. til administration.
Kun tre procent af Kræftens Bekæmpelses indtægter stammer fra det offentlige. Resten af indtægterne er afhængige af dig og andre, der vælger at støtte sagen, og som samtidig er med til at sikre, at færre får kræft, at flest muligt overlever kræft, og at mennesker ramt af kræft får et godt liv med eller efter kræft.
Kræftens Bekæmpelse har sit eget forskningscenter, der flere gange er blevet placeret blandt de absolut bedste forskningsinstitutioner i verden.
Kræftens Bekæmpelse uddeler samtidig penge til projekter på forskningsinstitutioner i hele Danmark. Forskerne arbejder konstant på at forstå, hvorfor kræft opstår, hvordan sygdommen opdages i tide, og hvordan den kan behandles mest skånsomt. Og der sker hele tiden vigtige fremskridt.
Man kan melde sig som indsamler og støtte forskning i kræft ved at kontakte Henning Vinther på tlf. 22208121eller på www.indsamling.dk.
gs