Fortsæt til indhold

Kommunen vil klæde virksomheder på til nordisk eksporteventyr

Der er stort eksportpotentiale hos vores nordiske naboer, men det gælder om at kende kulturforskellene, inden man kaster sig ud i eventyret

Samfund
Arkiv

Grenaa Med en ny færgerute til Halmstad, håber Norddjurs Kommune, at der er åbnet for nye forretningsmuligheder for virksomheder på Djursland. Men det er ikke helt lige meget, hvordan man griber muligheden.

Træder du friskt ind i forhandlingslokalet hos en potentiel svensk kunde og forventer en hurtig aftale på baggrund af dine danske slides, så risikerer du at træde ham grundigt over tæerne og lukke døren i stedet for en aftale. Derfor tilbyder Norddjurs Kommune og Erhvervshus Midtjylland gratis seminar, så man kan lære vores svenske naboer bedre at kende. Det skriver Norddjurs Kommune i en pressemeddelelse.

Omstændelige svenskere

Svenskerne er nemlig ikke som danskerne, og hvert eneste nordiske land har sin egen kultur og sin måde at gøre tingene på, fortæller Kim Søgaard fra virksomheden Kombination, der står for en del af seminaret.

”Vi har et tæt slægtskab og mange fælles værdier i Norden, men man fejler, hvis man tror, man kan gøre tingene på samme måde som i Danmark. For eksempel er beslutningsprocessen især i Sverige meget mere omstændelig, end vi er vant til,” siger Kim Søgaard.

Alligevel er der god grund til at overveje et eksporteventyr i Norden.

”Mange overser Norden som eksportområde, men der er 27 millioner forbrugere og repræsenterer samlet den 10. største økonomi i verden,” siger Kim Søgaard.

Høster nordisk viden

I løbet af det to dages seminar vil deltagere ikke kun lære de vigtigste do’s og don’ts i mødet med de forskellige nordiske lande. De får også mulighed for at øve sig i nogle strategiske værktøjer og veje til handling.

Seminaret er over to dage og holdes på Grenaa Havn. Norddjurs Kommune har taget initiativet for at få maksimal effekt af Stena Lines satsning på Grenaa-Halmstad ruten.

Norddjurs bliver en korridor mellem Østjylland og resten af Norden, og kurset tiltrækker da også virksomheder så langt væk fra som Horsens og Skanderborg. En af dem er MelCom A/S – Rigtigkaffe.

”Vi har planer om at starte en norsk hjemmeside, ligesom vi i dag har en dansk og en svensk. Vi deltager i seminaret for at høste viden om, hvordan vi bedst muligt starter op i Norge. Vi håber, det vil gøre vejen lettere og med knap så mange omveje,” siger direktør Anne-Dorthe Melballe.

Der er stadig ledige pladser på seminaret, og interesserede kan tilmelde sig på Erhvervshus Midtjyllands hjemmeside, lyder det i pressemeddelelsen.

SC