Fortsæt til indhold

Ny vaffelbod indtager madmarked

Aarhus Central Food Market har fået en ny bod, der er til kunder med hang til det søde køkken

Samfund
Arkiv

Store vafler toppet med is, chokoladesauce, frisk frugt og krymmel.

Det er ifølge en pressemeddelelse fra Aarhus Central Food Market, hvad aarhusianerne kan glæde sig til, hvis de kigger forbi madmarkedet.

"Der har været stor efterspørgsel efter en sød madbod her på markedet, og vi er utroligt glade for, at vi nu kan præsentere aarhusianerne for Ohh my Waffle, som virkelig har løftet vaflen til et helt nyt niveau," siger Aase Veronika Skov, direktør for Danish Design Restaurants, som står bag madmarkedet.

Menukortet byder på et væld af friskbagte vafler og andre søde sager. Man kan for eksempel sætte tænderne i en 'Alice in Strawberry Heaven', der er toppet med jordbær, flødeskum og chokoladesauce. Vaflerne koster 69 kroner stykket.

I denne tid har boden også et særligt julemenukort, der blandt andet byder på en 'Taste of Cherry'-vaffel med amarenakirsebær, kanel og kanelskum, eller smørbagte æbleskiver, kirsebærmedaljer og andre søde fristelser.

"Med vores placering på Skt. Knuds Torv lige ved Strøget er det oplagt at kigge forbi til en sød pause på juleshoppingturen. Og med den nye vaffelbod er der rigeligt at vælge imellem, når eftermiddagens sukkertrang melder sig," fortæller Aase Veronika Skov.