Gode hænder

præsteklumme For nylig fik jeg trukket mine to visdomstænder i overmunden ud. Tandlægen havde snakket om det i flere år. At de var svære at holde rene. At de vendte helt forkert. At de kun var til besvær.

Men jeg lod tiden gå. Man får vel tænder af en grund? Og nu havde de jo også fulgt mig i rigtig mange år. Og så var der også lige den detalje, at jeg var hunderæd. For den slags gør da frygteligt ondt. Selv med masser af bedøvelse, som jeg altid takker ja til. Så knager og brager det vel i hele kraniet, når tænder trækkes ud – og hvad nu hvis en nerve bliver beskadiget, og man bliver lam i det halve ansigt? Den slags mener jeg bestemt at have hørt om en gang…..for meget længe siden…..

Til sidst gav jeg dog op. Lod tandlægens bedre argumenter vinde og bestilte tid. Og hurra: Det var slet ikke så slemt. Ganske hurtigt overstået. Jeg mærkede det næsten ikke. Var i venlige hænder undervejs og har kun været lidt øm og ør bagefter. Så stor ståhej for næsten ingenting. Og jeg kommer sikkert til at spare timer og dage på tandbørstningen – set ud over resten af mit liv.

Alligevel bliver jeg nok aldrig direkte vild med at gå til tandlæge. For når man ligger der i stolen med munden fuld af diverse redskaber og ingenting kan svare og ingen steder kan løbe hen – så er og forbliver det en smule skræmmende. Det er aldrig sjovt at føle sig afmægtig.

Så jeg har fundet på et fif, som de senere år har hjulpet mig igennem de årlige besøg: Dels trækker jeg vejret dybt og gør mit bedste for at slappe af. Og dels hiver jeg fat i taknemmeligheden – ligger der og øver mig i at være taknemmelig over at kunne være afmægtig og i gode og kompetente hænder på én og samme tid. Over at tandlægen og hans assistent jo vil mig det godt.

Og afmagt er en uundgåelig del af menneskelivet. Så man kan lige så godt øve sig på den. Vi havner løbende i situationer, som vi ikke selv kan kontrollere eller har kræfterne eller evnerne til at klare. Hvor vi er nødt til at turde lade andre komme til og hjælpe med. Eller lade Gud. Øve os på den grundtillid: At der findes større og gode hænder, som bærer med – hver gang vi ikke selv kan magte livet.

Det er ikke sikkert vi slipper for skrækken. Men øve sig på afmagten er altid et forsøg værd.