At gå i barndom

præsteklumme Den unge ergoterapeut fra lokalcentret ringede mig op og sagde:

"Jeg har et tilbud, du ikke kan sige nej til. Det er ren win-win. I har jo babysalmesang ved kirken, og vi har et dagcenter for mennesker med demens. Skal vi ikke prøve at kombinere det, jeg gik til det med min lille datter sidste år, og det var så godt."

Min umiddelbare reaktion var nej, det kan jeg simpelthen ikke overskue. Og selvom jeg så kunne, så havde jeg også visse betænkeligheder, for er det ikke at hive noget ned over hovedet på sagesløse mennesker, som de måske slet ikke har lyst til? Og hvad med forældrene til børnene, kunne man overhovedet finde nogen, der ville være med, og som kunne rumme de afbrydelser, det kan give at have mennesker med demens med. Alting talte imod det.

Men ergoterapeuten gav ikke op. Hun blev ved med at ringe, og til sidst gav jeg mig, ok så prøver vi. Det viste sig så at være meget nemt at finde fem mødre på barsel, der havde mod på og lyst til at være med. Og dagcentret kom med fem brugere med demens og to fra personalet, og så kastede vi os ud i at synge de meste elskede og kendte salmer og børnesange. Som altid havde vi silketørklæder, rasleæg og sæbebobler i spil også, så der var et leben. Og det viste sig, at kirkerummet ikke alene kaldte minder frem, også musikken hjalp erindringerne på vej. Faktisk endte vi med at lære nogle børnesange, som vist ikke er i omløb mere blandt de yngre generationer: Svup Karoline mavepine, sengen fuld af lopper, mor kan ikke fange dem, for alle sammen de hopper. Og sangen om den lille Ole med paraplyen, som kender alle små børn i byen. Salmerne vakte genklang og glæde, Ingemanns salmer især, men også Op al den ting og Sov sødt barnlille.

Der er mange mennesker i dag, der har demens, som er en paraplybetegnelse for svækkede, kognitive funktioner i større eller mindre grad. Jeg har selv i mit liv haft det tæt på og skal være den sidste til at idealisere det med "at gå i barndom," som det hed i gamle dage. Det kan være meget smertefuldt, naturligvis for den demente selv, men også for de voksne pårørende, når rollerne mellem forældre børn bliver byttet om. Men måske handler det nok så meget om, at man som barn, uanset alder, skal lære at rumme og leve med barnet i sin demente forælder.

Jeg er glad for, grænsende til det taknemmelige over, at den unge ergoterapeut blev ved med at lægge pres på mig for at lave babysalmesang sammen med mennesker med demens, det endte ganske rigtigt med at blive ren win-win – selv for den gamle forbeholdne præst.