To diskusprolapser og brud på ryghvirvel
Den smilende tv-vært var indtil sidste år hårdt ramt af rygproblemer. Nu sætter hun fokus på livet med kroniske smerter i ny fotoudstilling
Sammen med 9 andre smertepatienter sætter Sisse Fisker fokus på livet med kroniske smerter i fotoudstillingen Smertens Ansigt, som tirsdag åbnede på Herlev Hospital. For kort tid siden led tv-værten nemlig selv af voldsomme smerter i ryggen, som opstod efter fødslen af hendes yngste søn.
I mere end to år kunne den ellers så aktive Sisse ikke gøre meget andet end at ligge på sofaen og slappe af.
Ingen kunne fortælle hende, hvad hun fejlede, før hun fik en MR-skanning. Den viste to diskusprolapser, brud på en ryghvirvel og såkaldte modicforandringer.
"Det var rart at finde ud af, hvad der var i vejen. Antibiotikakure har gjort, at jeg har det godt nu og blandt andet kan stå her i dag i høje hæle. For et år siden kunne jeg intet," siger Sisse Fisker, som har lært at sætte pris på de små ting i livet.
"Jeg er en person, som hader at sidde stille. Men efter to år på sofaen har jeg lært, hvad de vigtige ting i livet er.
Og det er først og fremmest at være aktivt sammen med mine børn, nu hvor jeg kan igen," siger hun.
Det er fotograf Martin Bubandt, som har portrætteret de 10 medvirkende, der alle har en personlig historie at fortælle. Formålet med den personlig fotoudstilling er samtidig, at få gjort opmærksom på rådgivningstelefonen SmerteLinjen, som er et gratis tilbud målrettet smertepatienter og deres pårørende.
"Jeg vil meget gerne være med til at gøre folk opmærksomme på, at Smertelinjen findes, og derfor har jeg sagt ja til at medvirke med mit portræt, som jeg i øvrigt synes er blevet sindsygt flot. Jeg håber, det gør opmærksom på, det det skal," siger Sisse Fisker til Lokalavisen.dk.
Hør Sisse Fisker fortælle sin personlige smertehistorie i tv-indslaget her på artiklen.