Præsteklumme: Social faste
Præsteklumme Det er fastetid i de danske kirker – eller det ville det være, hvis ikke det var fordi vi alle holder lukket på grund af Corona-virussen.
Fastetiden tager sit udgangspunkt i Jesu faste i ørkenen lige efter hans dåb. En tid hvor Jesus var isoleret, bange og hvor han blev testet af djævelen.
Selvom det næppe er djævelen, der udfordrer os i disse dage, så må vi sige at isolation, frygt og prøvelse virker mere højaktuel i netop dette års fastetid, end det har gjort længe. I år er vi – kollektivt i nærmest hele Europa – blevet bedt om at blive hjemme, om at holde os fra det fællesskab, som ellers plejer at give os livsgejst og i stedet holde afstand til hinanden. I år holder vi alle en slags social-faste. Vi afstår – faster - fra næsten alle sociale forhold i vores liv.
Det kan føles svært at være isoleret, og utrygheden omkring den uvished, der i disse dage hersker, rammer nok også de fleste af os. Vi kan føle os afmægtige og frygtsomme. Men heldigvis fungerer telefonen dog stadig – måske er dette tiden til at ringe til en gammel ven eller et familiemedlem, som man ikke har set i mange år? Desuden vil jeg gerne minde om, at vi præster, trods lukkede kirkebygninger, stadig er på arbejde. Har du brug for at snakke, så sidder din lokale sognepræst klar ved telefonen til at lytte.
Når mennesker faster så er det – i traditionel forstand – for at kaste lys på det vigtige i vores liv. For at trække os væk fra forstyrrelser og komme nærmere Gud. Om vi som nation kommer nærmere Gud af dette års Corona-omstændigheder, tør jeg ikke spå om, men vi får nok alle sat fokus på vores værdier. Vi får alle tid til alt det der hjemme, og vi får en fornyet påskønnelse af den frihed og de mennesker i vores liv, som vi måske til hverdag har en tendens til at tage for givet.
Når vi engang igen må omgås hinanden - og den tid er alle eksperter heldigvis enige om nok skal komme – så håber jeg at vi omgås hinanden med fornyet taknemmelighed over at være sammen. Taknemmelighed over, at vi mennesker ikke er alene i verden men er en del af et fælles folk, hvor vi passer på hinanden – for en stund ved at være adskilt, men forhåbentlig snart igen ved at samles i glæder og sorger, som vi mennesker gør bedst.