Genbrug er hot: Gratis tøj til den store fest
Miljøbevidsthed og bæredygtighed slår igennem overalt, og konfirmanderne i Norddjurs kan nu være med på genbrugsbølgen, når det gælder festtøjet
Kom og hent en kjole - og aflever den gerne igen efter festen. Sådan siger de tre sognepræster Vibeke Sommer, Ørum, Kathrine Gents, Lyngby og Sigrid Marcussen i Grenaa, der sammen med en projektgruppe, har samlet en kollektion af nye konfirmationskjoler og et par enkelt jakker.
De tilbyder festtøjet til konfirmanderne kvit og frit, men de håber, at de får tøjet tilbage, når den store dag er ovre, så andre kan få glæde af det. Tanken er nemlig, at kjoler og jakker skal være i cirkulation, så længe som muligt, og at kjolerne først tages ud af brug, når de ikke længere er pæne og i orden. Derefter vil de blive afleveret til genbrug hos Kirkens Korshær.
Nyt og lækkert tøj
Kollektionen, som lige nu består af 14 kjoler i størrelserne 34- 42, og som er i flere modeller og farver, er alle nye, indleveret til genbrugsprojektet fra en forretning. Vibeke Sommer fortæller: ”Det er faktisk meget moderne kjoler, i meget forskellige snit. Til drengene har vi aktuelt to blazerjakke i størrelsen XS, den ene ternet blålig-grå og den anden sort. Vi er jo i opstarten, så udvalget er ikke så stort, men vi håber sortimentet hurtigt vil vokse, så der bliver meget at vælge imellem for konfirmanderne”.
Derfor efterlyser de brugt konfirmationstøj fra familier med ”gamle konfirmander”. Hvis kjolen eller jakken bare hænger i skabet og samler støv, tager præsterne gerne imod den.
Kathrine Gents: ”Man er meget velkommen til at aflevere tøjet til os, og vi sørger for at, kjolerne bliver vasket og ordnet, så alle får en lækker kjole med hjem, der er lige til at tage på. Skulle det være nødvendigt at ændre lidt på en kjole, er man også velkommen til det”.
Tøjet opbevares på Norddjurs Provstikontor på Nørregade 12, 1. sal i Grenaa, og der konfirmationstøj indleveres.
Sigrid Marcussen tilføjer: ”Vil man allerede nu gerne se på en kjole, kan man kontakte mig så vil enten jeg, Vibeke eller Kathrine sørge for, at der er åben i vores showroom. Og der er også et lille rum, hvor man i fred og ro kan prøve den kjole, man er interesseret i”.
Sigrid Marcussen kan kontaktes på telefon 2490 1720 eller mail sima@km.dk