MTB-spor på vej til Hadsten
Planerne om en mountainbane i Hadsten er så langt fremme, så der måske kan køres MTB sidst på foråret
MTB Det kuperede terræn bag HSK's fodboldbaner ved Bavnehøjskolen bliver måske brugt af mountainbike'ere allerede i år. Jesper Nygaard Bang Jensen, Hadsten, der sammen med andre MTB'ere har taget initiativ til MTB-sporet håber, at anlæggelsen kan starte i foråret. Det bliver et cirka 3,5 kilometer spor med et grundspor og et mindre teknik-område, hvor man kan øve hop, drops og forskellige forhindringer.
Svar fra Miljøstyrelsen
Der har skullet søges om tilladelse hos Miljøstyrelsen, idet den lille skov ved Bavnehøj-skolen er fredskov. Ansøgningen blev sendt i oktober, og man kan forvente svar i løbet af seks måneder, det vil sige i løbet af april. Jesper Nygaard Bang Jensen regner med et ja fra Miljøstyrelsen, og så håber han at der vil komme frivillig arbejdskraft til bygningen af sporet fra de mange MTB'ere i Hadsten og omegn.
"Grundsporet kan nok laves i løbet af en lille måneds tid, mens teknikområdet vil blive lavet i en løbende proces. Det kan tage lang tid."
Der er allerede kontakt med professionelle sporbyggere for at få vejledning om dræn etc.
Til Hammel og Hinnerup
MTB'erne i Hadsten bruger i forvejen MTB-sporene i Hinnerup og Hammel. En tur fra Hadsten og rundt til de to spor er på omkring 75 kilometer og kan nås næsten uden at komme på landevej. Jesper Nygaard Bang Jensen ser frem til at Hadsten også kan blive en del af ruten.
"Det er i sig selv et vildt fedt projekt, som jeg er sikker på at alle i Favrskov Kommune vil kunne nyde godt af. Samtidig vil vi få et godt samarbejde på tværs af MTB-spor i Favrskov."
Ud over i Hammel og Hinnerup er der også et MTB-spor i Ulstrup. Byrådet i Favrskov Kommune afsatte i 2019 400.000 kroner til etablering af nye MTB-spor og optimering af nuværende spor. På den baggrund er der oprettet en arbejdsgruppe på tværs af MTB-brugergrupperne til udmøntningen af midlerne og sikre, at sporene arbejder sammen og tilbyder forskelligartede oplevelser og niveau på tværs af kommunen.
Samarbejde med HSK
Både Jesper Nygaard Bang Jensen og Gert Jensen, formand for HSK, ser gode muligheder for et samarbejde, hvor både MTB'ere og HSk kan have glæde af naboskabet. Det kunne for eksempel være en tur på mountainbike for far og mor, mens børnene træner fodbold, eller at der indgås aftale om brug af HSK's faciliteter.
Gert Jensen peger på, at det samtidig vil stille klubberne bedre i forhold til for eksempel fondsansøgninger, og måske give flere medlemmer og frivillige, der vil tage ejerskab.
"Jeg ser mange gode ting i det. Det vil også give mere aktivitet i området og dermed virke præventivt i forhold til eventuelt hærværk på anlægget."