Coronavirus: Lokal café deler surdej ud
Der bliver bagt masser af brød i de små hjem i øjeblikket - og i Ebeltoft deler den lokale Sicilia Café surdej ud til alle
Ebeltoft Sicilia Café i Ebeltoft besluttede hurtigt at lukke caféen, da de første anbefalinger fra myndighederne lød på at mindske spredning af coronavirus.
"Vi lukkede vores café med det samme allerede torsdag i sidste uge, og det er meget trist for os, men vi tager det meget seriøst, da vi kan se, hvad der sker i vores hjemmeland," fortæller indehaver Hana Fraňová.
Men i stedet for blot at holde lukket, finder caféen glæde i at dele surdej ud til de lokale.
"Café Sicilla i Ebeltoft vil gerne være med til at sprede lidt lykke i disse tider. Vi vil derfor give dig muligheden for at komme igang med at bage med vores surdej. Vores surdej stammer fra Siracuza, og er mindst 3 generationer gammel, så vi kan love dig, at den er fyldt med kærlighed og omsorg," lød det i et opslag fra caféen.
"Tid er det, som alle mennesker har nu, og så kan de jo bruge den energi, de har, på at lave noget sjovt. På den måde kan jeg sprede min glæde for brødet videre," siger Hana Fraňová.