Fortsæt til indhold

Blomsterhandler med til landskamp i blomster

Lars Simonsen fra Hadsten Blomster er med til at arrangere Nordisk Mesterskab i Blomsterkunst 2020

Samfund
Kian Johansen

Hadsten Den lokale blomsterhandler, der for år tilbage fik æren af at binde buketten til Hendes Majestæt Dronningen, da hun kom på besøg i Favrskov, har i denne tid mere travlt end sædvanligt.

Lars Simonsen er nemlig med til at arrangere Nordisk Mesterskab i Blomsterkunst 2020, sammen med 20 andre frivillige.

"Jeg sidder i hovedbestyrelsen for Danske Blomsterhandlere, og vi arbejder for kendskab til vores fag, via uddannelse og mesterskaber, som flere håndværksbrancher har, f.eks. kokke og DM i Skills," siger en travl Lars Simonsen.

"Vores fag er ikke kun at binde en 'dusk' og det kan man opleve til Nordisk Mesterskab, hvor 16 Nordiske florister klar til Landskamp i Aarhus."

16 i blomsterdyst

For Danmark er vært for Nordisk Mesterskab i Blomsterkunst 2020.

Det sker i Aarhus på Handelsfagskolen i Skåde 13. til 15. marts. 16 af de bedste florister/blomsterdekoratører fra Sverige, Norge, Finland og Danmark skal gennem fire opgaver afgøre, hvem der er bedst i Norden lige nu.

Det er et holdmesterskab med fire deltagere fra hvert land. Hver deltager skal udføre hver en opgave, hvor de øvrige på holdet fungerer som assistenter.

Alle opgaver er lukkede opgaver, og bliver først offentliggjort den første dag. Danmark var sidst vært i 2009.

Deltagerne fra Danmark er Stinne M.H Nielsen, Green by Sinding, København (Tidl. Blomsterværkstedet Pindstrup, Aarhus), Emil Fredin Jensen, Krukkerne, Allerød (Tidl. Vesterportblomster, Vejle), Tina Mieritz, Elsebeths Blomsterbinderi, Rødovre og Mia N. Nielsen, Blomsteriet, Fuglebjerg.