Mellem Himmel og Jord: Om at frygte og stadig se det glædelige livet er fyldt med

Den aktuelle situation kræver af os, at vi frygter, for frygten får os til at forstå, at det er alvor, samtidig kan vi ikke leve vores liv i frygt, vi skal også turde trodse frygten, så den ikke kommer til at stå i vejen for alt det glædelige livet stadig er fyldt med.

I den lille Tænkepause som hedder Erindring, fortæller Dorthe Berentsen om noget hun kalder for: spontane erindringer. Spontane erindringer er huskebilleder, der dukker op af sig selv, når noget i en aktuel situation eller begivenhed fodrer hukommelsen med en associationsforbindelse, der minder en om noget, som er så præcist, at man pludselig kommer i tanke om noget, som egentlig var glemt.

Sådan en spontan erindring fik jeg, da Statsministeren på et af de mange ekstraordinære pressemøder, der har været i den seneste tid, sammenlignede corona med den spanske syge, der hærgede verden i begyndelsen af 1900-tallet.

Den sammenligning sendte mig straks på en tidsrejse hjem i min farmors soveværelse, hvor hun på sit natbord havde et gammelt sort-hvid billede af en ung pige stående. Det var et fotografi af min farmors kusine, som var død af den spanske syge. Det billede kom i erindring af den aktuelle situation. Erindringen fik mig til at forstå alvoren. Vi skal tage vores forholdsregler. Vaske hænder, spritte af. Undgå så vidt muligt at forsamle os. Også i kirken, hvor alle gudstjenester foreløbig de næste 14 dage er aflyste. Alle disse tiltag, fordi vi frygter, at vi kan komme til at smitte de mest sårbare i vores samfund.

Men alle disse påbud kan også få frygten til at vokse i dimensioner. Vi kan ikke leve vores liv i frygt. Lige nu skal vi tage vores forholdsregler, men vi skal også trodse frygten, så den ikke kommer til at stå i vejen for det smukke og glædelige livet stadig er fyldt med. Det er faktisk det, kirkens fastetid handler om. Fasten handler om at forberede sindet på at stå imod så vores tro kan få mere plads. I år er vi ligesom alle sat i berøringsfaste, en faste som man kan håbe på, kan blive frugtbar på den måde, at vi får øje på det egentlige i vores liv.

Derfor, endnu et erindringsbillede fra da jeg var ca. 7 år gammel. Ikke fordi, jeg var et specielt frygtsomt barn, men jeg var alligevel ikke meget for at rejse alene. Men ville jeg besøge min farmor, så skulle jeg selv tage bussen som gik fra Aars i Himmeland, og stå af i Holte nord for København. Der var ikke meget, jeg hellere ville end at besøge min farmor, men jeg var virkelig bange for rejsen derover. Jeg frygtede, at jeg ville komme til at stå af det forkerte sted, eller at jeg vil komme ind i den forkerte bus på færgen. Jeg var simpelthen bange for at blive væk. Men samtidig vil jeg jo gerne besøge min farmor. Da jeg satte mig i sædet i bussen, og min mor stod på fortovet og vinkede, havde jeg allermest lyst til løbe ud af bussen, men det gjorde jeg ikke. Den dag lærte jeg noget vigtigt, at havde jeg givet efter for min frygtsomhed, så ville den have begrænset mig og i værste fald kommet til at stå i vejen for alt det skønne, smukke og glædelige som livet er fyldt med.

Ligesådan håber jeg, at når vi er forbi corona, så kan tage det med os, at der skal mere end corona til at slå det skønne, smukke og glædelige ud af vores tilværelse.