Himmelske toner
præsteklumme Jeg har lige været til koncert med Lis Sørensen. For første gang i mange år. Hendes sange er som et lydtæppe, der danner baggrund både for min ungdom og meget af mit voksenliv.
Nu er vi begge blevet til to modne damer med en levet historie. Det har derfor også været en oplevelse at læse hendes erindringer: "Jeg er kommet for at synge," som tager udgangspunkt i hendes sange og den betydning, de har for levet liv. Det særlige er, at den betydning ikke bare er noget fortidigt, som var en gang. Det er levet nutid, som stadig virker. På den måde er vores erindringer som en sonde ned igennem tiden, vi bærer med os. Måske havde vi for travlt dengang, det skete. I tilbageblikket har vi bedre tid til at dvæle ved øjeblikket, der var men stadig varmer ind i nutiden.
Lis Sørensen fortæller i bogen, at hun bor i sine sange, som minder hende om mennesker og oplevelser, der har betydet noget. Mens hun synger, er hun sammen med de mennesker i det rum sangen skaber. Hun refererer til sangerinden Annisette, som blev spurgt, hvordan hun kunne holde til at blive ved med at synge de sange, hun havde sunget med sin afdøde mand. Hun svarede, at det var det eneste sted, hun kunne være sammen med sin mand. Sådan har Lis Sørensen det med "Stille før storm" og "Fuld af nattens stjerner," som minder hende om sine forældre. "Går der bare en måned, uden jeg synger dem, kan jeg ikke vente med at skulle ind i de rum igen. Ind og føle liv."
Det er noget af det samme, vi kan opleve i kirken gennem ritualer, sange og sakramenter. Et Guds nærvær. Et helligt øjeblik. Nadveren er ikke blot et sted, hvor vi mindes Guds søn og det måltid han en gang havde med sine disciple. Det er et sted, hvor han er lyslevende til stede i brødet og vinen. Det lyder mystisk. Og ikke særlig logisk. Men det er ikke noget, der skal forklares og slet ikke bortforklares. Virkeligheden er større og langt mere forunderlig en vores forklaringer. Tak for det. Alting er ikke bare, som det er. Det kan blive til så meget andet og mere, hvis vi blot vover at gå ind i de rum, der rækker ud over os selv og vores eget lille nu. I de rum kan vi både række bag ud i en lang fælles historie som den kristne og vi kan række frem i det vi kalder evigheden, så vi stadig kan være sammen med vore døde.
Derfor kan jeg stadig blive ung igen med Lis Sørensens sange som lydtæppe. Og derfor kan vi tale om himmelske toner.