En Superliga-legende kom forbi Vejlby

FODBOLD Det er blevet mørkt, og en småkølig træningssession med enkelte dråber regn er vel overstået. Som spillerne forlader kunstgræsbanen i Vejlby-Risskov, rager en lyshåret skibonit op over alle de andre. Både målt på højde, men også målt på alder og meritter.

CV'et siger Superliga-topscorer i sæsonen 2013/14 med 18 mål, to udlandsophold i henholdsvis tyrkiske Manisaspor og hollandske Heerenveen, samt 94 optrædener i den bedste danske række for klubber som OB, SønderjyskE, Randers og Viborg. Og med 35 somre er han ældre end træneren, og i en alder der er høj nok til at kende den gamle skole, fra dengang man kunne regne med nyreslag i badet fra en plæneklipper.

Thomas Dalgaard er navnet og manden med tilnavnet 'Lazyboy', og han er angriberen, der skal score målene for VSK Aarhus i 2. division resten af sæsonen.

Ville gerne have spillet i AGF

Selvom karrieren har bragt ham vidt og bredt omkring, og VSK Aarhus nu er den 10. klub i rækken, så er byen og træneren en velkendt størrelse. Fem år har han boet i Aarhus, siden han kom hjem fra Holland, og klubbens træner Jens Gjesing, der er et år yngre, spillede han med for en kort bemærkning tilbage i 2005, da angriberen var til prøvetræning i AGF.

"Jeg har nævnt det for ham, og jeg kan godt huske ham fra min prøvetræning. Da var han ung og lige kommet op på førsteholdet i AGF, og jeg var en 20-21 år. Men han kan ikke huske mig – altså hvad sker der?" siger den tidligere topscorer noget uforstående og med en angribers genkendelige selvsikkerhed.

Hvorfor fik du egentlig ikke en kontrakt i AGF?

"Jeg fik ikke rigtig en chance, som jeg husker det. Jeg var med til en træning mandag og en tirsdag, og så skulle resten af holdet på træningslejr om onsdagen. Der fik jeg så at vide af Åkeby, der var træner på det tidspunkt, at de vil følge mig eller noget i den stil. Og så skete der ikke mere. Jeg endte i Randers, og det var fint nok, men jeg ville da gerne have spillet i AGF," forklarer han.

Og det var retrospektivt måske også meget heldigt, for det endte som sagt med et skifte til Randers, der rykkede op i Superligaen, mens AGF'erne kunne møde randrusianerne i elevatoren i modsat retning, da de ved slutningen af sæsonen måtte en tur ned i landets næstbedste række.

Nye tider

Heldigt eller tilfældigt var skiftet til VSK Aarhus også. På et trænerkursus mødte han Jens Gjesing. Træneren stod og manglede en angriber, og frontmanden, der nu har været i klubben i godt en måneds tid, var selv klar på en ny udfordring.

"Jeg er motiveret, ellers havde jeg ikke fortsat, og jeg spiller, fordi jeg stadig synes, det er sjovt. Jeg synes, jeg har mere at bringe og føler, jeg har en masse energi og erfaring at komme med både på og udenfor banen, hvor jeg også prøver at guide de unge. Så må vi se, om de så hører efter en gang i mellem," siger angriberen, der har det fint med rollen som den erfarne, men også kan se, der er kommet nye tider i fodboldverden. Især i forhold til, da han selv spillede i Randers for halvandet årti siden.

"Der var det meget ung-gammel hierarki. Det var den gamle AGF-skole, man har hørt om med John Stampe, som Stig (Tøfting) tog med til Randers, og der var ingen tvivl om, at det var ham, der bestemte. Det var sgu meget sjovt. Men det forstår unge mennesker ikke i dag. Hvis man fik at vide, man skulle pudse nogle af de ældre spilleres støvler, så gjorde man det sgu," siger han.

Det gør de ikke dag?

"Nej, det gør de sgu ikke, der en anden kultur i dag. Der skal de stryges med hårene."

AGF-skole i Randers

Strøget blev de lyse lokker i hvert fald ikke i 'AGF-skolen' i Randers, af det angriberen betegner som 'vilde typer' i form af Stig Tøfting, Karsten Johansen og Søren Pedersen.

"De var sindssyge. Det må jeg bare sige, jeg har aldrig oplevet noget lignende," siger han og smågriner.

"Jeg kan huske, at Stig har givet mig nyreslag inde i badet. Men jeg kunne også godt lide at provokere ham lidt, og han kunne godt lide at give lidt. Og der skulle ikke meget til, så var han oppe i det røde felt."

"Det var sindssyge scener engang i mellem. Jeg husker inden en træning, der lå Karsten Johansen og nogle af de andre og wrestlede. De lagde hinanden i arm- og hovedlåse, og vores træner Lars Olsen kom ud. 'Stop, stop, stop gutter!' sagde han. Men han kunne slet ikke stoppe dem. De blev bare ved, og Karsten Johansen forlod den efterfølgende træning tidligt, fordi han havde slået albuen eller skulderen under brydekampen. Det var syge mennesker," siger Thomas Dalgaard tørt, og med et glimt af nostalgi i øjet.

Sådan er det ikke i dag, konstaterer angriberen, der ikke selv ved, hvor meget kaffe, der er tilbage på kanden. Som det er nu, tager han en halv sæson ad gangen. Lejligheden i Aarhus er solgt, og til maj vender han hjem til rødderne i Skive. Om fremtiden er i VSK efter sommerferien, vil tiden vise. I første omgang er den eneste brydekamp, som den erfarne målscorer skal fokusere på, en kamp for at ramme målformen, ovenpå det han kalder en blandet opstart i VSK Aarhus.

"Jeg har spillet nogle gode og dårlige træningskampe. Jeg har scoret tre mål i opstarten og faktisk brændt en del chancer," siger han og griner.

"Men jeg håber, jeg kan score et to-cifret antal mål, og at vi kommer i top-6."