Kongelig medalje havnede på trofast elektriker
Benny Rassing Pedersen sluttede sit 48 1/2 års lange arbejdsliv med at få kongelig hæder og gaver
Når elektriker Benny Rassing Pedersen indenfor nærmeste fremtid skal til København for at mødes med Dronningen, er han ikke i tvivl om, hvad de kan tale om.
“Jeg har jo repareret den kongelige salonvogn for seks-syv år siden. Det lykkedes ikke helt, men jeg trak nogle ledninger, så prinsgemalen og hans jagtfølge kunne køre tilbage til hovedstaden.”
Afskedsreception
Benny Rassing Pedersen kunne fredag holde afskedsreception hos HP El-Service på Sverigesvej i Hammel. Og det var her, at den gamle historie dukkede op igen.
“Jeg blev en lørdag kaldt ud som vagt. Prins Henrik havde taget den kongelige salonvogn til Struer for at gå på jagt ved Skive. Togvognen havde mistet noget af strømmen, så den blev sendt til remisen i Randers, hvor jeg kiggede på den og fik den fikset, så de kunne køre retur om søndagen,” husker Benny Pedersen.
Den historie vil sikkert være et godt udgangspunkt i Dronningens selskab, for hun har sendt Den Kongelige Belønningsmedalje til Hammel, hvor Benny Pedersen fik den overrakt fredag efter 48 1/2 års arbejde som elektriker
“Og så skal jeg jo over og takke. Det glæder jeg mig til.”
Benny Pedersen har aldrig været i tvivl om, at hans liv skulle gå med el.
Elektriske tog
“Jeg legede med elektriske tog som dreng, og da min skolegang var ved at slutte, så fik jeg læreplads som elektriker.”
LÆS MERE: TILDELING AF MEDALJER (åbner ekstern side)
Han var først ansat hos el-installatør Svend Dohn i Skjød.
“Ja, der var jeg i 30 år til firmaet blev opkøbt af HP El-Service i Hammel. Her har jeg så været i 18 1/2 år,” fortæller Benny Pedersen, der får medaljen fra Dronningen fordi de i alt 48 1/2 år betragtes som samme arbejdssted.
Benny Pedersen kommer fra Hadsten men boede i en årrække i Skjød tæt på virksomheden. Det blev også bemærket i en af talerne, som blev holdt for ham fredag.
“Du talte tit om, at nu ville du lige køre hjem til Skjød, selvom du nu arbejdede i Hammel,” sagde hans afdelingsleder Poul Jensen, der fik flettet ind, at Benny Pedersen har været en trofast medarbejder med stor ansvarsfølelse.
“Men nu kan du sove roligt igen om natten,” lød det.
Et år hos Frode Laursen
Benny Pedersen forudser, at det bliver lidt mærkeligt at køre forbi sine gamle kunder i fremtiden.
“Jeg kan i hvert fald tænke, at nu er det ikke mit bord,” siger han.
En af de største opgaver i den snart 65-årige elektrikers arbejdsliv har været, da Frode Laursen byggede til i Vitten i 1970erne.
“Det var på den tid, hvor Frode Laursen levede. Der var jeg i flere omgange, en af dem varede et helt år.”
Nu skal han hjem til hustruen, passe sin cykel og gymnastikholdet, men helt stoppe med at arbejde gør han ikke.
“Næ, den ene søn er ved at indrette en stor lade i Voldum. Jeg hjælper med isolering og sådant. Den anden søn, som er elektriker, laver installationerne. Jeg er mæt på det område.” siger den nu pensionerede elektriker, der også har en datter. Hun læser til fysioterapeut.