Grotesk komedie på de skrå brædder i Fausing
FAUSING Hvis man troede, det var sikkert at blive indlagt på et hospital, så er årets dilettantforestilling i Fausing et grotekst eksempel på, at sådan er det så måske alligevel ikke.
Komedien "Hospitalet" er nemlig spækket med død, vold, kys, kærlighed og organdonationer.
Hr. Marcussen er ved sin kones side mens hun er på vej til at trække vejret for sidste gang. Han bliver snart hvirvlet ind i et sindrigt spind, der alt sammen går ud på at tjene flest mulige penge.
Sygeplejersken frøken Maj har slået seks mænd ihjel og venter nu kun på at gøre det samme med Hr. Marcussen. Portøren Hr. Pinkerton er måske slet ikke portør og Ulla kører rundt med Henny, der har ligpletter.
Og så er der jo lige en bedemand, der hedder David og er kæreste med Hr. Marcussens søn Mik, som lige er blevet løsladt fra fængslet. Sidst, men ikke mindst, er der Susanne, som ikke kan finde rundt i blodbanken, der er lukket.
Til gengæld er der overskud af strøm, så man kan få sig et billigt elektrochok i kælderen.
Billetter kun i forsalg
"Hospitalet" er skrevet og instrueret af den lokale teatermand Christian Eiming fra Auning.
På scenen kan publikum opleve det samme hold,der sidste år var med i opførelsen af revyen "Sanseby 2020".
Der er generalprøve på "Hospitalet" torsdag 12. mart. Fredag 13. marts er det med varm mad og lørdag 14. marts den store gallaforestilling med medbragt mad og drikkevarer.
Billeterne sælges kun i forsalg og det sker i Fausing Forsamlingshus søndag 8. marts.