Den gik ikke: Manglende opbakning afliver Stenalt Marked
De 'gamle' kræfter, der har arrangeret Stenalt Marked hvert år siden 2009, søgte nye kræfter til at overtage markedet, men opbakningen var der ikke, og nu lægges markedet i graven, for nu.
Siden 2009 har Stenalt Gods hvert år - med få undtagelser - lagt jorde til et marked, hvor børn og voksne i løbet af en dag har kunnet spadsere rundt mellem boder med alt fra kvalitetsfødevarer til brugskunst og håndværk samt aktiviteter for store små.
Men nu er det slut.
De frivillige arrangører, der står bag markedet har savnet nye kræfter i arrangørkredsen, men opbakningen har manglet. Det fortæller Inge Dorte Mandrup, der var en af de ’nye’ frivillige, der arbejdede for at få flere nye hænder ind i opbygningen af markedet på Stenalt.
»De, der har stået for det siden 2009 ville ikke stå for det mere, og så gjorde vi forsøget på at genstarte det med nye kræfter. Det gik ikke så godt. Der kom en del fra den gamle garde, men ikke nogle nye. Det betyder, at Stenalt Marked ikke genopstår,« siger hun.
Ikke ’kræmmer-agtigt’
Og det ærgrer Inge Dorte Mandrup, der sammen med en anden blev kørt i stilling til at køre markedet videre, efter hun var på markedet som frivillig, da det løb af stablen i september. Første skridt var indkaldelse til et møde den 29. november, hvor nye kræfter kunne komme med input til fremtidens Stenalt Marked.
En nødvendighed, hvis markedet skulle fortsætte.
»Vi var klar som arvtagere, og de erfarne ville gerne hjælpe og bidrage, men i et mindre omfang end tidligere. De har måske lagt op til 40 timer i ugen op til markedet, og det kan vi ikke, vi er nødt til at have flere med. Det er positivt, at de ville give en hånd med, men når vi ikke kan få nye med ind, så er der ikke hænder nok, timer nok eller resurser nok,« siger Inge Dorte Mandrup og fortsætter:
»Jeg synes da, det er ærgerligt. Det er et super godt arrangement, hvor der plejer at dukke 1.300-1.500 gæster op, og det har kørt hvert år siden 2009, som jeg tolker som om, at folk har syntes, det var fedt. Det var ikke sådan noget ’kræmmer-agtigt’ noget, men det har været gode varer, der er solgt i standene. Så på den måde, synes jeg, det er rigtig ærgerligt.«
Mødet var indkaldt i Voer Forsamlingshus den 29. november, men da det hovedsagligt var den gamle garde, der var mødt op, kunne arrangørerne bag Stenalt Marked konkludere, at der ikke var nok ny opbakning til at fortsætte. På trods af at invitationen var sendt ud vidt og bredt ifølge Inge Dorte Mandrup, der også er formand for Kare Bylaug.
»Desværre må man nok bare sige, at Stenalt Marked har haft sin tid,« siger Inge Dorte Mandrup.
Stenalt Marked så dagens lys tilbage i 2009, da et netværk af landsbyer under paraplyen Fjordby Netværket fik midler til at lave noget lokal udvikling, og heraf udsprang blandt andet Stenalt Marked. Fjordby Netværket består af ildsjæle fra Voer, Kare, Hollandsbjerg, Udby, Udbyhøj og Holbæk.