Prisen på fjernvarme hæves ikke i 2023, lover selskab
Med hjælp fra Ørsted vil forsyningsselskabet Kredsløb fastholde fjernvarmetaksten fra 2022 i det kommende år.
Fjernvarmekunder hos det aarhusianske forsyningsselskab Kredsløb kan ånde lettet op. I hvert fald hvis de frygter en prisstigning på fjernvarmen i 2023.
I en pressemeddelelse oplyser Kredsløb, at prisniveauet fra 2022 fastholdes. Det, oplyser selskabet, trods stigende omkostninger på brændselskilder, et turbulent energimarked og en midlertidig omlægning af forsyningen fra Studstrupværket fra træpiller til kul.
I kroner og øre betyder det, at en standardkunde, som bor i et hus på 130 kvadratmeter og har et forbrug på 18,1 MWh/år betaler 12.252 kroner i 2023.
En standardkunde i en lejlighed på 75 kvadratmeter med et forbrug på 8 MWh/år betaler 6246 kroner for det kommende år.
Ifølge adm. direktør hos Kredsløb, Bjarne Munk Jensen, er det ikke mindst et samarbejde med Ørsted, der gør det muligt at fastholde prisen. Ørsted har »taget et stort samfundsansvar« og bidrager til at holde prisen på fjernvarme nede, lyder det.
Kredsløb har sammen med Ørsted, der ejer Studstrupværket, netop indgået en aftale, der betyder, at Kredsløb betaler for fjernvarme baseret på træpille-prisen, selvom varmen i en periode produceres på kul.
Kredsløb har desuden en overdækning på fjernvarmetaksterne fra 2021, og forsyningsselskabet forventer høj indtægt på salg af engrosstrøm for 2022 og 2023, hvilket også med til at gøre det muligt at holde varmeprisen i ro, melder Kredsløb.
Efterårets flere uger lange brand på Studstrupværkets træpillesilo betyder ikke, at aarhusianerne kommer til at mangle varme i radiatorerne i løbet af vinteren, lyder det fra Kredsløb.
Træpillerne, der udgjorde brændselskilden for omkring 50 procent af den samlede forsyning, erstattes midlertidigt af kul, som der ikke er forsyningsproblemer på. Derudover skal der angiveligt stadig være normal forsyning fra Kredsløb øvrige værker og anlæg.