Lokal købmand redder julen i socialt værested
Flere trængte familier og borgere kan se frem til julestemning.
Købmand Lone Schmidt fra Min Købmand i Trustrup har skabt vaskeægte julestemning i Café Grenaa, efter hun har valgt at støtte det sociale værested med hjælp til julen.
Julehjælpen går til juleaften i caféen, hvor cirka 50 brugere holder juleaften i caféen sammen med frivillige og ansatte.
I Social Drive Out, hvor Café Grenaa har 11 pop up caféer, fordelt i hele Norddjurs, får man her mulighed for ekstra julehjælp og julehygge lokalt i pop up caféen.
Det kommer mange af de familier til gode, som lige nu er hårdt økonomisk trængt som følge af blandt andet de energipriser og inflationen.
»I den nuværede situation er der ekstra brug for hygge og god julestemning. Det vil vi gerne være med til at sørge for,« siger købmand Lone Schmidt.
Letter hos hårdt ramte
I Café Grenaa er de da også rigtig glade for bidraget til den gode julestemning.
»Det varmer hjertet og jeg er helt rørt over det store bidrag fra Min købmand i Trustrup. Vi får flere og flere henvendelser fra borgere der er meget presset i hverdagen grundet prisstigninger på madvarer. Bidraget gør det muligt at hjælpe dem der har det ekstra svært, samt vi kan få en juleaften med hygge og god mad. I vores lokale pop up caféer bliver der nu mulighed for ekstra julehygge og en hjælp til de hårdest trængte,« siger leder af Café Grenaa Kenneth Flammild.
Julehjælpen er støttet af købmandsfonden, KFI Erhvervsdrivende Fond, via en uddeling.