Legende til Aarhus med benhårdt budskab: »Hold kæft«
Man skal kunne presse sig selv udover sine grænser, lyder det fra tidligere professionel cykelrytter Jens Voigt, der snart kommer til Aarhus.
»Cykling er i sin essens meget simpel. Man kan næsten skære det ind til, hvor god man er til at udholde smerte.«
Sådan lyder det fra tyske Jens Voigt, der i sin professionelle karriere som cykelrytter blandt andet vandt tre etapesejre i Tour de France samt Tyskland Rundt to gange.
Voigt har siden gjort sig som tv-vært, cykelkommentar og foredragsholder. Det er i sidstnævnte rolle, at Voigt den 28. februar kommer til Aarhus, hvor han vil fortælle om cykling og cykelsporten.
I sine professionelle dage blev tyskeren ikke mindst kendt for sætningen ”shut up legs” (holdt kæft, ben), og det er også titlen på hans foredrag/ onemanshow, der angiveligt både skal byde på stof til eftertanke og røverhistorier.
Mens smerte ifølge Voigt, og mange andre, er en stor del af den professionelle cykelsport, er udholdenhed ikke det eneste, man lære af cykling, lyder det.
»Sporten fortæller os også noget, som er langt mere komplekst og kan bruges i alle andre dele af livet,« siger Jens Voigt i en pressemeddelelse.
Jens kørte i flere år for Bjarne Riis’ mandskab, og det samarbejde skal angiveligt fylde en del af Jens Voigts foredrag.
Voigt deltog i sin professionelle karriere i ikke færre end 17 Tour de France.
Skulle man være interesseret i at se Jens Voigts onemanshow, kan billetter købes via tikko.dk.