Fundament til klimavenlig bane bankes på plads mellem Skanderborg og Aarhus
Banedanmark gør klar til, at der i fremtiden skal køre eltog mellem Skanderborg og Aarhus.
Udfasningen af dieseltog til fordel for klimavenlige eltog er en afgørende del af den grønne omstilling. Derfor er Banedanmark i fuld gang med at elektrificere jernbanen, heriblandt den jyske hovedstrækning.
Fjerde etape
I første omgang skal selve fundamentet og masterne til de fremtidige kørestrømsanlæg på plads langs banen på strækningen mellem Skanderborg og Aarhus. Det er fjerde og sidste etape på strækningen mellem Fredericia og Aarhus. Første etape begyndte i Fredericia, og arbejdet har siden bevæget sig nordpå langs den jyske strækning.
»Jeg er rigtig glad for, at projektet skrider frem, og at vi snart er færdige med at ramme og opsætte kørestrømsmaster på strækningen. Det betyder, at vi kommer et skridt tættere på at sætte strøm til jernbanen, hvilket gør det muligt at indsætte fremtidens eltog, der både er hurtigere, mindre støjende og langt mere klimavenlige,« siger Jette Aagaard, der er direktør for Banedanmarks Elektrificeringsprogram, i en pressemeddelelse.
Samtidig med disse arbejder, bliver der også lagt fiberforbindelser, lavet broarbejde og sporene opdateres på delstrækninger.
Hensyn til pendlere
Det er helt konkret betonpæle, der skal placeres og slås ned med slagkraftige rammemaskiner. Den første betonpæl bliver slået i den 12. december ved Skanderborg Station. Herfra vil rammemaskiner arbejde sig op gennem Skanderborg og videre til Aarhus Hovedbanegård.
Selve arbejdet foregår på ét spor ad gangen i aften og nattetimerne.
»Strækningen er en hovedpulsåre for mange pendlere, og det er derfor vigtigt for Banedanmark at forstyrre togdriften mindst muligt. Af den årsag har vi prioriteret, at arbejdet skal foregå om natten. Vi holder hele tiden det ene spor åbent, så der fortsat kan køre tog af hensyn til passagererne,« siger Jette Aagaard.
Rykker hurtigt videre
Arbejdet vil blive udført af flere rammemaskiner, der hver især kan nå at ramme omkring 12 betonpæle pr. nat. Det tager typisk 15 minutter at ramme en betonpæl, hvis der ikke er hindringer i jorden, hvorefter maskinen arbejder sig videre. Efterfølgende vil masterne til kørestrømmen blive monteret.
»Man kan desværre ikke bygge uden støj, og det kan derfor i perioder være generende for naboerne langs banen. Ikke mindst, fordi støjen kan ligge i nattetimerne, så vi kan opretholde togdriften mest muligt. Vi gør dog, hvad vi kan for at klare arbejdet så effektivt som muligt, og maskinen vil hurtigt rykke videre. Vi sørger desuden for at holde borgerne løbende orienteret om støj og natarbejde,« siger Jette Aagaard.
Banedanmark forventer, at sidste betonpæl, på denne strækning, bankes i ultimo marts 2023 i Aarhus. Det anbefales, at man løbende holder øje med Rejseplanen.