Fortsæt til indhold

Succesfuld indsamling til trængte familier: Lions uddelte julemad til 40 familier

Samfund
sas

Lørdag 3. december indsamlede de to Lions klubber, Dagmars Kilde og Lions Hinnerup, igen dagligvarer foran Superbrugsen i Hinnerup.

»Vi blev taget godt imod, folk kunne huske os fra tidligere år. Og vi fik mange positive tilkendegivelser,« fortæller Randi Bune fra Dagmars Kilde i en pressemeddelelse.

»Vi kunne mærke, at det i børnefamilierne betød meget for forældrene, at børnene forstod, at de var med til at hjælpe. Det var ofte børnene, der fik lov at lægge varerne i vores indkøbsvogne. En dame kom med en stor flæskesteg. Hendes veninde havde fødselsdag, og det, hun ønskede sig, var, at der blev doneret en flæskesteg til madindsamlingen.«

Gavmildhed

Borgerne i Hinnerup var mere generøse i år på trods af krisen. Der blev indsamlet alt, hvad der skal til for at holde en god jul: stege, frugt, grøntsager, småkager, syltetøj, ris, mandler og heldigvis også mange godter til børnene.

Det fine resultat gjorde, at der kunne uddeles poser med varer til 40 familier med i alt 103 børn. Poserne blev alle steder modtaget med stor taknemmelighed.

Til hver familie var der desuden Danmarksspillet, som var doneret af Lions Hinnerup.