Fortsæt til indhold

Kendt ansigt i Herskind vandt pris

Handicapprisen gik til Bente Lindekilde Hansen.

Samfund
ear

Modtager af Skanderborg Kommunes Handicappris 2022 blev Bente Lindekilde Hansen.

Bente er en af de hæmmede ”unge” fra Hertha, hvor hun har boet siden levefællesskabet blev etableret for 26 år siden, fremgår det af en pressemeddelelse.

Årets prismodtager var indstillet af landsbyrådet Herskind, Skivholme, Herskind Hede, og herfra lød der tårnhøje roser.

»Bente er en livsglad person, som alle i Herskind kender. Bente møder man i forsamlingshuset, kirken, Brugsen og rundt i området på sin 3 hjulede cykel. Bente er en meget aktiv kvinde, som på trods af sit handicap, er med til at gøre en forskel i vores lokalsamfund,« lød det.

Det fremhæves, at Bente i flere år var hjælpeleder og sammen med Karen Simonsen stod for at lave aktiviteter for bæverne hos KFUM-spejderne i Herskind. Men hun har også været med i kirkekoret i Skivholme kirke, ligesom hun har været aktiv med det årlige julespil i Skivholme kirke. Også blandt byens svageste borgere har Bente haft øje for at yde hjælp.

Bente lindekilde Hansen er ligeledes engageret i forskellige værksteder på Hertha, hvor hun kendes som flittig, pligtopfyldende og loyal overfor såvel beboere samt medarbejdere.

Bente tager også sin tørn med, når der er fællesspisninger i Herskind forsamlingshus, på lige fod med andre af byens borgere.

Det er Handicap- og Psykiatrirådet, som uddeler prisen, og det fandt i år sted i Herskind forsamlingshus, hvor omkring 60 var mødt op til fejring af prismodtageren.