Privat familie sørgede for, at alle ansøgere fik julekurve
Ved en lidt utraditionel auktion samlede Frank og Anita Laursen fra Thorsø 7.000 kroner ind, dels til julegavekurve, dels til Røde Kors.
Den afgående købmand i Thorsø, Svend Aage Laursen ville uddele 50 julegavekurve med madvarer for hver 1.000 kroner. Der kom 56 ansøgninger, så en udvælgelse var nødvendig. Hvis det da ikke lige havde været for en privat familie, som har doneret de sidste 6.000 kroner, så alle ansøgere kan modtage kurve.
Det er Anita og Frank Laursen, som står bag donationen. Pengene samlede de ind på en lidt skæg måde:
»Vi har haft 50 personer til julefrokost – familie, bekendte og naboer – og vi bad dem alle sammen om at tage en ting med hjemmefra, som de ikke længere brugte. Der kom 35-40 pakker. Da stemningen var godt løftet, holdt vi auktion over pakkerne til overraskelse for gæsterne. Vi var to auktionariusser, og så gik der konkurrence i at få de bedste bud. Vi havde ikke i vores vildeste fantasi troet, at der ville komme 7.000 kroner ind,« fortæller Frank Laursen.
Familien havde på forhånd besluttet, at pengene skulle gå til julekurvene i Meny.
»Det er et rigtig godt tiltag, som vi gerne vil bakke op om,« siger Frank Laursen.
De resterende 1.000 kroner går til Røde Kors.