Fortsæt til indhold

Håndværker gik på arbejde med guldrandet kupon i lommen: »Det er jo crazy!«

En østeuropæisk håndværker i Esbjerg ramte plet med en vild odds-kupon.

Samfund
am

En halvtredser på en oddskupon blev til en stor gevinst for en østeuropæisk håndværker i Esbjerg. Fem krydser på fem forskellige kampe onsdag gav det skyhøje odds på 1078,41. For det var ikke ligefrem favoritterne, han havde spillet på.

Håndværkeren kunne altså vinde lige knap 54.000 kroner, hvis de mange kampe endte rigtigt. Og det gjorde de minsandten - men det var hovedpersonen ikke selv klar over, da han torsdag morgen tog på arbejde med det, der skulle vise sig at være en guldrandet kupon i lommen. Det oplyser Danske Spil i en pressemeddelelse.

»Jeg vidste ikke, at jeg havde vundet. Jeg skulle jo på arbejde! Men nu ved jeg det,« griner manden højlydt i telefonen.

»Hvor meget siger du? Femten tusind? HALVTREDS? Det er jo crazy! Det er min julegave fra oven. Jeg har virkelig brug for de penge til min familie… 50.000 kroner – det er gode penge for mig. Jeg er jo bare arbejder, jeg er ikke millionær! Mange, mange tak!« udbryder manden, før han igen afbryder sig selv med et højlydt grin.

Kuponen bestod af fem kampe, og det højeste odds var fra en kamp i kvindernes Champions League, hvor Bayern München hjemme slog Barcelona – til odds 11.

Men hvordan i alverden var manden kommet på at spille på den kamp? Ja, det kan han ikke engang selv forklare:

»Haha… Nej! Jeg ved INTET om kvindefodbold. Ingenting! Jeg ved da noget om herrefodbold, men ikke om kvinderne. Det er første gang jeg spiller på kvindefodbold. Det er rent begynderheld!« siger han og griner højlydt, efterhånden som det går op for ham, at han rent faktisk har vundet.

Han ved endnu ikke helt, om han skal tilbringe julen med sin familie her eller i hjemlandet – men han ved, at han nok skal få gode gaver med.

»Jeg har børn, så nu vil jeg købe noget til mine børn og til familien til jul,« siger han.