Og det skete den dag, da biskoppen kom til Hammel

klumme Og det gjorde han bare et par timer før, julemanden landede på et af byens tage med en træt Rudolf.

Vi skulle ellers synes, at rensdyret havde haft rigelig tid til at hvile sig hen over sommeren.

Men det, der skete den dag, den første søndag i advent, var, at biskop Henrik Wigh-Poulsen på festlig måde genindviede Hammel Kirke.

Der var sat flag rundt om kirken, håndværkerskiltene står nu inde i gården til præstegården ud for det, der har været håndværkernes - kan vi godt sige - ydmyge bolig, nemlig den brune skurvogn i mere end et år.

Frijsernes nye gravplads øst for kirken er fint pyntet med gran, ligesom vejen mellem tinghus og kirke.

Der var alle tegn på fest, og det var som sagt ikke for julemandens skyld, selvom det kunne have været en fin gestus fra kirkens side.

Mere end et år har kirken været lukket for at få en tiltrængt opfriskning. Det er blevet til meget mere end det. En gennemgribende restaurering er det blevet til - og hvilket resultat.

Det har på mange måder været et turbulent år. Der har skulle tages stilling til mange ting: altertavle, alterbord, kors, hvor skulle Jesus være, når han blev forvist fra sin plads mod øst, farven på hynder, knæfald - ja, og farven på servietterne til festlighederne bagefter - og så har vi været på intet mindre end randen af en national katastrofe.

Sindene har indimellem været i kog, men som sagt; sikke et resultat.

Mere præcist er der sket det i kirken, at der ved inddragelsen af det grevelige kapel er blevet flere pladser, og det fine mosaikvindue i dette rum kommer til sin ret. Fine lysekroner i et større antal end tidligere gør kirken til et dejligt lyst hus, og selvom der kan holdes gudstjenester hvor som helst, når som helst med og uden lys, betyder det uendeligt meget for vores sind med så lyst et rum.

Jesus fra den tidligere altertavle er i ny fin ramme rykket ned til menigheden i skibet på sydvæggen.

Det gamle alter er sammen med altertavlens ramme og knæfald pakket forsvarligt ind og lagt på kirkens loft, så det altid kan tages frem igen. Nyt alter i beton har indtaget alterets plads, og knæfaldet er blot det trin, der tidligere var mellem skib og kor, så nu skal vi ikke over et trin for at komme til alters.

'Rækværket' ved orglet er blevet lyst og let, og først i det nye år får orglet et par nye piber. Og så er der nyt kors i kirken. På forunderlig vis væltede Præstens Bøg i Frijsenborgskoven, lige da der var brug for et kors i kirken. Det er træ herfra, der er brugt til korset.

Og så er der 'altertavlen', der jo dybest set er en dør mellem det gamle kapel og de tidligere kirkerum. Et farvefyrværkeri, der kun kan bringe os glæde. Mange søndage vil vi sidde i den vestlige del af kirken og iagttage den lille familie på vej i landflygtighed i Egypten, fordi en magthaver ville slå deres lille søn ihjel.

Og Moses vil så stå i det lille kirkerum og skue ud over havet. Og måske endnu flere søndage vil vi se Moses, der skiller vandene, som han gjorde det til genindvielsen. Og måske gjorde han det på mere end én måde? Men jeg hørte nu kun gode og glade indtryk fra menigheden til indvielsen.

Præsterne har fået en mere ydmyg plads, vi er 'hængt op' på bagvæggen, og ikke i glas og ramme, men dog på glas.

Der er sognedag 19. januar med gudstjeneste kl. 13 i Hammel kirke. Efterfølgende kan man over en kop kaffe og lidt kage i Tinghuset høre om, hvordan vi nåede frem til denne fine kirke.