Sommeren skal byde på fest og farver i Auning
Planlægger tre festlige dage med fællesskabet i centrum fra 26. til 28. juni
AUNING "Det kan ikke passe, at en by på størrelse med Auning ikke kan finde plads til en årlig sommerfest".
Den konstatering ligger bag beslutningen om, at nu skal Auning igen være at finde på det danske sommerfest-kort.
Jes Kruse Christensen er en af folkene i gruppen bag initiativet.
Sommerfesten laves på vegne af Auning Idrætsforening og et overskud går naturligvis til foreningens frivillige arbejde.
Ideen blev udtænkt og søsat inden Danmark og hele den øvrige verden blev ramt af corona-virus krisen, men indtil videre arbejdes der videre med planerne.
Festen skal løbe over tre dage fra fredag 26. juni til søndag 28. juni.
Børnedisko og familiedyst
Det er tanken af sommerfesten skal holdes på træningsbanen ved Auning Idræts- og Kulturcenter, som tidligere har fungeret som en fin festplads.
"Det er tanken at det skal være en fest for alle. Det skal være billigt at deltage og så skal der på programmet være en masse af de mange populære og folkelige aktiviteter som vi tidligere har haft succes med".
Jes Kruse Christensen fortæller, at det er planen af fredagen skal være mest for børnene blandt andet med diskoteksfest, slushice og popcorn.
Lørdag bliver den helt store festdag med masser af konkurrencer på pladsen - den gode, gamle familiedyst, der nok skal trække folk til festpladsen, tovtrækning og meget, meget mere.
Alt sammen aktiviteter, der inddrager deltagerne, som selv er med til at lave underholdningen.
Charter-ferie som tema
Den traditionelle sommerfest-aften om lørdagen får som fælles tema charterferie til Spanien.
Konceptet er, at man for kun en halvtredser kan købe sig en plads i teltet og selv medbringe sin mad - eller man kan vælge at få leveret. Drikkevarer købes i teltet.
"Vi håber, at mange af byens madbutikker vil være med til at lave en charter-menu eller andet som gæsterne kan købe til sommerfesten. Man er naturligvis også velkommen til at medbringe hjemmelavet mad. Alt er åbent. Vi stiller bare rammerne til rådighed,s så folk kan sætte festen sammen som de vil", forklarer Jes Kruse Christensen.
Solgt 150 billetter
For stemningens skyld opfordrer arrangørerne også til at man klæder sig ud for at bidrage til den rette charterferie-atmosfære.
Og så vil der naturligvis flyde rigeligt med den velkendte rødvinsdrik sangria og andre kolde drikke fra baren i festteltet.
"Om man vil have hvide tennissokker i sandalerne, en storblomstret skjorte på elller være klædt på som en ganske. almindelig dansker er helt op til den enkelte. Men lige som Oktoberfesten forstærkes feststemningen når man klæder sig festligt på til lejligheden", mener Jes Kruse Christensen.
Der er allerede solgt 150 billetter til festen lørdag aften.
Arrangørerne satser på omkring de 300, så de er allerede omkring halvvejs.
1. maj møder medlemmer af festudvalget op i de tre butikker "Se min Kjole", "SuperBrugsen" og "Tøjeksperten", hvor man kan købe billetter.
Søndag sluttes der af med bankospil i teltet på festpladsen.