Mette Frederiksen rider på en bølge
Fire ud af fem danskere mener, statsministeren gør det godt
Statsminister Mette Frederiksen rider på en bølge af popularitet. Danskerne mener, at statsministeren gør det godt i denne tid, hvor Folketinget har lavet store restriktioner og tiltag under coronakrisen.
For en måned siden syntes 39 procent, Mette Frederiksen klarede sig godt som statsminister. I dag er tallet fordoblet til 79 procent, viser en undersøgelse, DR og Altinget har fået lavet. Selv blandt de borgerlige vælgere mener 2/3 (66 procent), at statsministeren gør det godt eller meget godt.
"Det er rigtig, rigtig flotte tal. Men de er nok kun til låns. Når der kommer en dagligdag igen i dansk politik med uenigheder – også om håndteringen af denne krise – må vi forvente, at tallene vender tilbage til nogenlunde det niveau, de lå på før," siger Asmus Leth Olsen, der er professor MSO på Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet, til DR.
Stats- og regeringsledere verden over stiger lige nu i popularitet, siger professoren.
jr