Mere hjælp til Den Gamle By: Er kulisse i ny børnekrimi og modtager penge fra bogsalget
Forfatter har skrevet børnekrimi med Den Gamle By som kulisse og donerer en del af salget til det coronaramte museum
Den Gamle By i Aarhus er lukket for tiden under coronakrisen og kalkulerer med et tocifret millionunderskud, som ifølge museumsdirektør Thomas Bloch Ravn i værste fald kan ende med en konkurs.
Der er allerede iværksat en støtteindsamling, som i skrivende stund har indbragt en halv million kroner, og nu kommer en forfatter fra Smilets By også til hjælp.
Nina Kirstine Brandt Jacobsens ungdomsbog Møntmesterens Segl foregår med Den Gamle By som kulisse, og for hver solgt bog donerer forfatteren 20 kroner til Den Gamle By.
I bogen kastes tre børn ud i en nervepirrende jagt på den skat, som fortidens møntmester – manden der slog de kongelige mønter i 1700-tallet – skjulte. De oplever mordforsøg og trusler på livet og trækkes ind i et kapløb mod tiden, hvor intet er, som det ser ud. De tre børn møder fortidens angst for epidemier som pesten, og hvad det gjorde ved folk – og havde bogen været skrevet nu, var der nok blevet trukket paralleller med Corona-virussen.
Nina Kirstine Brandt Jacobsen bor i dag på den sydfynske ø Tåsinge, men kommer fra Aarhus, og Møntmesterens Segl blev tændt som idé efter et besøg for flere år siden med hendes børn i Den Gamle By.
Den blev først til en godnathistorie, og så måtte den bare ud og ned på papir, oplyser forfatteren i en pressemeddelelse. Der er allerede en bog nummer to i gang, som naturligvis også tager børnene rundt i Den Gamle By og i de aarhusianske gade, hvor flere gåder skal løses og flere forbrydelser afværges.
Forfatteren har et stort ønske om at trække børn og unge til bøgerne og væk fra skærme og computere, så den selvstændige fantasi kan folde sig lidt mere ud.
Bogen henvender sig til børn i alderen 9-13 og koster 249,95 kroner. Den kan købes i alle større boghandler og i netboghandler.
jr