Det forsømte forår?

præsteklumme Med den titel udgav Hans Scherfig i 1940 en roman om, hvordan angst æder sjæle op, og står i vejen for kreativitet og selvstændighed. De unge drenge, som romanen handler om, bliver ødelagt af Den sorte skole, og livet bliver langsomt, men systematisk, taget fra dem. Den tid, hvor de skulle sætte spire og prøve af for at blive glade og kreative.

Mens jeg skriver dette, skriver vi 2020, og samfundet er lukket ned til et nødberedskab på tredje uge, så vi minimerer coronasmitterisikoen mest muligt. Vores velfærdsstat tager sig af de allermest trængende, bliver der sagt. Mange af os er sendt hjem på den ene eller den anden måde. Nogen har kaldt det, det forsømte forår.

Det er naturligvis et andet forsømt forår end i Hans Scherfigs roman. Dels er vi nu ikke under nogen sort skole, selvom vi mærker lovstramninger, der skal passe på os og sikre den samlede strategi for minimering af smitte. Dels bliver vi ikke begrænsede i vores kreativitet til at finde nye veje for det, der er vigtigt for os hver især og som fællesskab.

I modsætning til i Hans Scherfigs roman så blomstrer kreativiteten. Skolerne var hurtige til at omlægge undervisningen til e-undervisning. Nettet blev hurtigt taget i brug for at koordinere hjælp til særligt udsatte. Fællessang med Philip Faber om formiddagen, eftermiddagssang fra vinduer og altaner, fællessang uden for plejecentre bringer os sammen og låner os ord til at mærke livet og fællesskabet. Ja, kreativiteten har sandelig fået lov til at blomstre. Hos de fleste.

For hos andre er det at blive sendt hjem ikke en kedsomhed, der udvikler kreativitet. Men det at blive sendt hjem er en følelse af at være alene eller at blive sendt hjem til et sted, der er for lille til at rumme de problemer, man blev sendt hjem med. Kan vi få kreativiteten til også at blomstre til liv for dem, der er i den situation?

Påske er, at livet sejrer over døden. Det glimt af påske mærker vi, når livet og lyset trænger ind til os og trænger mørket og håbløsheden side, måske ikke helt, måske bare ganske lidt, og vi mærker et lille strejf af liv og håb. Det påskeliv kan vi hjælpe på vej hos hinanden. Og måske er vi rigtig mange, der trænger til at få det rakt.