Her er de nye regler
AffaldVarme Aarhus opfordrer aarhusianerne til at udskyde besøg og komme alene
Efter Kommunernes Landsforening har ændret sin anbefaling vedrørende genbrugspladserne, kan de danske pladser landet over genåbne.
Det har de allerede gjort i Horsens, hvor der har været meget lange køer til pladserne, men i Aarhus venter man til tirsdag med at genåbne. Og genåbningen bliver med adgangsbegrænsning.
Det skriver AffaldVarme Aarhus i en pressemeddelelse.
”Vi lukkede genbrugsstationerne 11. marts efter anbefalinger fra KL, som ikke vurderede, at genbrugsstationerne var en del af den kritiske infrastruktur. Nu har Styrelsen for Patientsikkerhed vurderet, at genbrugsstationerne kan åbne for private igen. Det kræver, at vores kunder viser samfundssind og passer på hinanden og vores personale," siger direktør i AffaldVarme Aarhus, Bjarne Munk Jensen.
Og det er ikke kun adgangsbegrænsningen, der er indført. Skovle og koste bliver fjernet for at mindske smitterisikoen, kundetoiletterne er låst, betaling for kompost kan kun ske med MobilePay, og så vil der være flere skilte om at holde afstand til personalet.
Derudover forventer genbrugspladserne, at de besøgende er opmærksomme på følgende retningslinjer:
- Hold to meters afstand til kunder og personale
- Husk håndhygiejne – inden du tager hjemmefra, og når du kommer hjem igen
- Kom så vidt muligt alene – lad børn, familie og venner blive hjemme
- Husk handsker, redskaber og godt humør
- Vær tålmodig derhjemme og udskyd gerne dit besøg til senere på ugen.
For erhvervet vil der i Lystrup og Malling være etableret en hurtigbane.
Reuse på Sydhavnen vil forsat være lukket, foreløbig til og med 13. april 2020.
dp