Debat: Vi skal skynde os langsomt i genåbningen
Bak dit barns børnehave op! Bak fortsat op om skolen! Bak dit barns voksne op! Det bliver ekstra vigtigt for forældrene efter påske.
Nu har statsministeren meldt ud, hvem der skal møde frem og hvem der skal blive hjemme. I en gradvis åbning for børn og unge. Der bliver ikke tale om, at alt starter onsdag 15. april.
Vi får fælles, landsdækkende retningslinjer for hvordan skole og dagpasning og familier skal håndtere sundheden. De er på vej.
Når de er klar skal Norddjurs og hver enkelt daginstitution og dagplejer og den enkelte skole og klasse og SFO og juniorklub sikre, at dagligdagen planlægges så retningslinjerne følges hvert sted. Og derefter åbne for børnene.
Det er Norddjurs kommunes ansvar. Vi, vore lærere, pædagoger, dagplejere, rengøringsfolk og ledere og forældre skal have den nødvendige tid til samarbejdet om det.
Derfor er det vigtigt nu, at alle forældre afventer besked fra skole og dagpasning. Om præcis hvornår og hvordan der åbnes.
Hellere end dag for sent end en dag for tidligt. Når vi har et klart overblik over, hvordan og hvornår de enkelte institutioner åbner, vil der være oplysende information dem direkte til forældrene og på norddjurs.dk.
Fokus er nu på de børn, der skal starte på onsdag eller hurtigt derefter. Men vi skal huske eleverne fra 6. klasse og opefter. Rigtig meget er lykkedes med skolearbejde over nettet derhjemme. Uden kammeraterne, uden læreren. Især fordi der er en lærer og et klassefællesskab bag ved, og mange forældre har kunnet bakke op. Men undervisningen er ikke forældrenes ansvar. I forældre kan give de bedst mulige rammer for skolearbejdet hjemme. Her kommer fjernundervisning for alvor på prøve den næste tid.
Børne- og ungdomspersonale har gjort en kæmpeindsats for også at nå ud til børn og til familier med særlige behov. Den fortsætter. Og specialskoler og –klasser genåbner for alle klassetrin.
Og så kommer det hele kun i sving, hvis vi fortsat følger sundhedsrådene, også i påskeferien.
Tak til forældrene, tak til børn og elever, tak til alt personale og ledelse for en imponerende indsats i Coronatiden indtil nu.
God påske til alle! Og god hverdag efter påske – på en ny måde!