Fortsæt til indhold

Aflysning: Stafet for Livet 2020 afvikles ikke

Der bliver ingen Stafet i 2020 i Byparken i Rønde på grund af coronakrisen

Samfund
Lars Norman Thomsen

SYDDJURS På grund uvished om udviklingen af Coronavirussen har Styregruppen i Stafet for livet i Syddjurs nu valgt at udskyde den kommende Stafet i Byparken i Rønde den første weekend i september 2020 til 4. – 5. september 2021.

Det fortæller Viggo Noe, formand For Stafet For Livet Syddjurs.

Der er flere grunde til aflysningen, siger Viggo Noe, men han fremhæver især:

"Stafet for livet er en hyldest til dem, der har været ramt af kræft og som stadig lever med sygdommen i forskellige grader. Ved de årlige Stafetter er Fighterne væsentlige deltagere i arrangementerne. Mange fightere er stadig sårbare, og det kan derfor forventes, at en del under den nuværende krise vil fravælge at deltage i store forsamlinger."

Han nævner også det økonomiske aspekt:

"I forbindelse med Stafetten har de lokale forretninger og virksomheder vist stor imødekommenhed ved at donere præmier til lodsedler, råvarer til bespisningen og økonomisk støtte på mange fronter. Under de nuværende forhold med lukkede virksomheder er det ikke muligt eller rimeligt at bede dem om hjælp til Stafetten i år."

September er grundet coronakrisen blevet en ny 'festmåned' for mange.

"Mange forskellige arrangementer er allerede nu rykket til september. Ligeledes er private fester som konfirmationer, bryllupper og runde fødselsdage nu flyttet til eftersommeren, hvilket kan gøre det svært også at deltage i Stafetten," siger Viggo Noe.