Præstens klumme: Stilhed

Hvor tit bliver vi helt stille? Vi er gode til at fylde vores tid ud med gøremål, samtaler, møder, samvær, fester og forskellige slags tidsfordriv. Og når det hele endelig er slukket og lukket ned om aftenen, så fortsætter tankerne måske stadig med at køre rundt i hovedet. Hvor tit oplever vi at blive helt stille?

Vi er i den stille uge. Sådan er den uge blevet kaldt, som begynder med palmesøndag og som ender lørdag, dagen for Jesus’ gravlæggelse. Det er ugen op til påske, og den stille uge brugte man traditionelt på at følge Jesus på hans lidelsesvej frem mod hans begravelse.

Normalt har vi let ved at fylde påskeugen ud med alle de ting, vi har svært ved at nå til daglig. I år er det måske lidt anderledes, fordi vi står midt i en sundhedskrise og ikke kan det samme, som vi plejer. Måske har vi faktisk sænket tempoet en smule. Måske er der faktisk plads til lidt stilhed også. Til at tune sig ind på den fortælling, som påsken udfolder: En fortælling om en dyb og stærk kærlighed. En fortælling, som vi må standse op overfor, hvis vi vil forstå dybden og styrken af den kærlighed, der udfolder sig her.

Den stille uge er lidt ligesom det øjeblik i en film, hvor det hele bliver sat på spidsen, hvor det er alt eller intet, og hvor vi holder vejret et øjeblik. Det er det åndeløse øjeblik, lige inden de to elskende forenes igen. Det er den scene, hvor hovedpersonens utrolige godhed og udholdenhed får det til at snøre sig sammen i halsen på os, og hvor en tåre begynder at samle sig i øjet.

Det er godt at kunne blive stille, når vi står over for det, der er større end os selv. I stilheden lytter vi. Når vi bliver stille, får empatien plads. Så begynder vi at kunne sætte os i den andens sted og leve os ind i deres situation.

Det er påskens store mysterium, at når vi bliver stille og lever os ind i fortællingen om Jesus, der bærer korset til Golgatha og dør på det – dør af en dyb og stærk kærlighed til alle mennesker – så opdager vi, at den Jesus, der døde, lever sig ind i os og tager os med sig ind i opstandelsen, ind i en større fortælling om os og om Gud. Det kan ikke forklares med ord. Men det kan opleves. Når vi bliver stille.

Kriser og lidelser kalder på stilheden, fordi vi venter på svar, når vores egne svar slipper op. Påskens store og stærke håb er, at der kommer et svar, når vi bliver stille. Måske svæver vi et åndeløst øjeblik i stilheden. Men der kommer et svar. Livet vender tilbage. Jesus opstår fra de døde. Guds kærlighed lever i os. Og det kan intet, hverken i livet eller i døden, ændre på.

Den stille uge er muligheden for at leve sig ind i Guds fortælling – og opdage, at Gud har levet sig ind i os. Lad os gribe den mulighed og give stilheden lidt plads.