Hold ud, vi klarer det

præsteklumme I ugevis har Danmark ligget underdrejet. Vi er blevet udfordret på alle mulige måder. Den fælles sårbarhed, som vi ellers ikke er så bevidste om, er trådt tydeligt frem.

Jeg ved ikke, om det bare er mig, men som ugerne er gået, har tanken strejfet mig: Skal vi ikke bare give op og lade epidemien rase? Jeg orker ikke mere… Men i samme nu som tanken indfandt sig, var der en stemme i mig, der sagde: Hold ud, du kan godt. Vi kan godt. Vi klarer det sammen. Og jeg kom til at tænke på Obamas "Yes, we can" og Merkels "Wir schaffen das."

Der er så meget andet, vi har klaret – så kan vi også klare det her sammen.

Corona-krisen har været en trykprøve for det danske folk og samfund. Hvordan reagerer vi: Hypper vi hver vores kartofler, eller rykker vi sammen og deler både sårbarhed og de ressourcer, vi har til rådighed?

Jeg håber og tror, at når det hele er overstået, så kan vi tænke tilbage på de her uger som en modningstid, hvor vi lærte sider af tilværelsen at kende, som vi ellers havde glemt eller trængt i baggrunden. Vi lærte betydningen af at holde håbet højt, selv om vi ikke kunne være sikre på, at truslen blev afværget. Men vi troede på, at det hele ville nytte noget.

Forandring kan ske, når nogen tror på muligheden. Tro er forudsætningen for, at ting kan forandres. Tro er forudsætningen for at blive ved med at håbe – at blive ved med at holde ud. Det er som om, der går en årsagskæde, der hedder tro-håb-handling-forandring. Uden tro går det næppe.