Chef, jeg kan ik’ komme på arbejde i dag!

præsteklumme Et hav af danskere lyttede tilbage i 2001 til satireprogrammet Chris og Chokoladefabrikken, hvor Chris hver dag ringede til sin chef med en ekstremt dårlig undskyldning i forsøget på at få fri fra arbejde.

For eksempel: "Der er nogen, der har stillet et 10-meter højt ringbind uden for min dør i nat, chef."

Chris ville nok have været ret lykkelig for den seneste måneds tid, hvis han var én af dem, der var blevet sendt hjem på grund af risikoen for coronasmitte. Så kunne han fede den på hjemmearbejdspladsen, uden at chefen fulgte med.

Det er ganske enkelt Chris’ drømmescenarie, der er blevet virkelighed for en stor mængde af os den seneste tid. Computeren er blevet hevet frem på køkkenbordet eller gæsteværelset, og hver morgen har vi kunnet sige: "Jeg kan ikke komme på arbejde i dag, chef, for landet er lukket."

Er det så drømmen med hjemmearbejdspladsen? Det er der nok ikke et entydigt svar på. Nogle glæder sig over det, mens der er noget, der nager ved situationen for andre.

For nok er vi sluppet for chefen. Også i overført betydning, da ingen kan se, hvad og hvor meget vi laver. Men det har næppe fået alle til at kaste sig i sofaen med et glas rødvin i hånden.

Der er nemlig en anden chef. Én der har været igennem en langsom fødsel siden 1700-tallet. Her skrev filosoffen Jeremy Bentham om en ny måde at bygge fængsler på. Panoptikon kaldte han den arkitektoniske løsning. Den bestod af en ring af oplyste celler, hvor en enkelt vagt fra en central placering kunne overvåge alle fanger på én gang, uden at de var klar over, hvornår de blev overvåget. En ydre kontrollant, der i sidste ende fik de indsatte til at overvåge sig selv. Og meget kort fortalt har panoptikon over århundrederne udviklet sig blandt os, så mange nu som noget helt naturligt overvåger og kontrollerer sig selv. Chefen har taget bolig i os. Hjemmearbejdspladsen er derfor ikke bare lig med rødvin på sofaen. Den indre chef kan endda finde på at ville holde øje mad, motion, rengøring og bilvask! Og være en ret hård dommer og vogter.

Men så kan det være godt lige at løfte blikket og kigge på en af de kirker, der står i landskabet og minder os om et budskab, der dæmper den indre chef lidt - selvom vi ikke kan holde gudstjenester for tiden. For hvis det kristne panoptikon fandtes, ville der ikke være en hård dommer og vogter øverst, men en mild dommer, der skænkede os et glas rødvin, gav os en forbudt krammer og mindede os om at bære over med hinanden. Og bære over med os selv – hvad end vi som Chris gerne bliver hjemme fra arbejde for at fede den, eller længes efter at komme tilbage for at undgå den indre chef.